AGF-chok: Duncan ude med skade forud for slutspillet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AGF-chok: Duncan ude med skade forud for slutspillet

Anfører og spydspids Morten "Duncan" Rasmussen er blevet skadet godt en uge før slutspillet, skriver lokalvis.

Man plejer at sige, at én ulykke sjældent kommer alene, men i Aarhus kunne de passende omskrive den frase til "én skade kommer sjældent alene". AGF har i forvejen kæmpet med skadesproblemer i foråret, og nu har endnu en kritisk én af slagsen ramt holdet.

Det er anfører Morten "Duncan" Rasmussen, der er blevet skadet. Det skriver Århus Stiftstidende, der desuden erfarer, at han var til scanning i går og ikke træner med holdet i dag. Det kunne næsten ikke komme på et dårligere tidspunkt, da AGF og resten af Superligaen står foran det afgørende slutspil.

Slutspillet går i gang i næste uge, og selv om Stiftstidende ikke skriver noget om skadens omfang, må cheftræner Glen Riddersholm og co. lige nu være godt og grundigt bange for, at de må undvære "Duncan" i en række af de vigtige kampe, der skal afværge nedrykning.

Anførerens skade kommer i forlængelse af et forår, der i forvejen har stået i skadernes tegn. Det har primært været forsvaret, der har lidt under fravær hos centrale spillere, men selv om "Duncans" skade ikke rammer i defensiven, gør den AGF ganske sårbar.

Der er således blot to egentligt angribere i truppen, ham og Kasper Junker, og hvis sidstnævnte også går i stykker eller bare ikke rammer dagen, skal Riddersholm opfinde en lappeløsning i angrebet.

AGF åbner slutspillet i Viborg søndag den 2. april.