AGF henter amerikansk forsvarsspiller
Foto: AGF
Superliga

AGF henter amerikansk forsvarsspiller

Glen Riddersholm og AGF henter forstærkning til forsvaret.

Josip Elez og 'Piscu' og har denne sommer forladt AGF, og derfor er det ganske logisk, at klubben har ledt med lys og lygte efter forstærkning til bagkæden.

Den forstærkning er nu landet, for AGF har netop meddelt, at klubben har underskrevet en toårig aftale med den amerikanske forsvarsspiller Anthony J. Soares, der senest spillede i norske Viking.

- Vi har været på udkig efter en taktisk klog, forudseende og karakterstærk forsvarsspiller, og det har vi fundet med A. J. Soares. Han komplementerer vores andre centrale forsvarsspillere rigtig fint og passer i det hele taget godt ind i vores spillestil. Han kommer med solid erfaring fra skandinavisk fodbold, og derfor forventer vi også, at han relativt hurtigt falder ind i truppen og kan konkurrere om en startplads, siger Jens Andersson, sportschef i AGF, i en pressemeddelelse.

Soares er 27 år og har tidligere spillet for New England Revolution i MLS. Han glæder sig nu til opholdet i Århus.

- Jeg er meget begejstret over at have skrevet med en stor klub. Alle ved, at AGF er en af de største klubber i Danmark, og jeg er glad for at være en del af den. Forhåbentlig kan jeg hjælpe klubben med at komme højere op i tabellen og få en succesfuld sæson. Jeg har hørt gode ting om klubben og byen, og da jeg fik at vide, at AGF var interesseret i mig, blev jeg meget begejstret. Jeg fik en god snak med klubben, og det er et projekt, som jeg kan udvikle mig i, og som jeg ser frem til at være en del, siger Anthony J. Soares.

Amerikaneren skal spille i nummer 15 for AGF - han er 184 centimeter høj og har første arbejdsdag onsdag. Han har ikke tidligere repræsenteret det amerikanske landshold.