AGF lægetjekker islænding fredag
Superliga

AGF lægetjekker islænding fredag

AGF er tæt på at kunne præsentere den islandske midtbanespiller Björn Daníel Sverrisson, der gennemgår lægetjek.

Med får dage tilbage af transfervinduet er der gang i handler hos Superligaens nummer syv, AGF. Tidligere på ugen solgte klubben venstre back Daniel Christensen til belgisk fodbold og det er ventet, at midtbanespilleren Jens Jønsson fortsætter i tyrkiske Konyaspor. 

Men trafikken går ikke kun ud af AGF, for der er islandsk kraft på vej til midtbanen. Torsdag skrev norske medier, at AGF var enige om prisen på knap en halv million kroner for den islandske midtbanespiller Björn Daníel Sverrisson hos Viking Stavanger. 

Sverrisson er allerede i Danmark og i følge tipsbladet,dk's oplysninger er planen at den 26-årige islandske midtbanespiller fredag gennemgår lægetjekket hos AGF, der  - hvis alt er godt - senere vil præsentere Sverrisson som ny spiller.

Sverrisson har i denne sæson spillet 20 kampe for Viking og scoret fire mål - senest i 2-1-sejren ude over Sogndal 7. august. Hans kontrakt med klubben løber kun frem til nytår, og da den norske midterklub i Tippeligaen er økonomisk i uligevægt kommer buddet fra AGF som kaldet, da det dels giver en lille portion penge i kassen og dels skærer ned på spillerlønningerne.

AGF har tidligere på sommeren fået tilgang af amerikaneren A.J. Soares, der netop også kom fra Viking og derfor bliver genforenet med Sverrisson. Men de to tilgange er næppe de sidste, der kommer til AGF, inden transfervinduets sidste dag - 31. august.