Agger til Zanka: Beklager, men sådan er spillet
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Agger til Zanka: Beklager, men sådan er spillet

Daniel Agger erkender, at han ramte Mathias Zanka Jørgensen med albuen, men det er ifølge ham, hvad der sker i en fodboldkamp.

Daniel Agger var tilbage i Brøndbys startopstilling i derbyet mod FC København anden påskedag, og den danske landsholdsanfører gjorde en god figur i den kedelige 0-0-kamp. Han kom dog også i fokus for andet end sit gode spil.

Undervejs i kampen havde Agger en nærkamp med Mathias Zanka Jørgensen, hvor Brøndby-spilleren langede en albue i hovedet på FCK'eren. En situation, der godt kunne ligne et rødt kort, men det mener Daniel Agger ikke.

- Det var en duel i feltet, og jeg prøver at vride mig fri af Zanka, der står med begge arme rundt om mig. Jeg har sagt til Zanka, at jeg er ked af, at jeg ramte ham - for det gjorde jeg - men han ved også godt, det ikke var i ond vilje. Det er, hvad der sker i en fodboldkamp. Det ved jeg godt, og det ved Zanka også godt, siger Daniel Agger.

Den tidligere Liverpool-spiller var ikke imponeret over kvaliteten af banen eller niveauet i derbyet mod FC København.

- Det var lidt rodet. Jeg synes, det gik som forventet. Der var masser af dueller og masser af fight, og det var intenst både på og udenfor banen, siger Daniel Agger og tilføjer om banen på Brøndby Stadion:

- Det er ikke svært at spille fodbold på banen - det er krop umuligt.