Ahlmann om Bassogog: Fedt med en spiller, der kan drible tre mand og skabe noget
Superliga

Ahlmann om Bassogog: Fedt med en spiller, der kan drible tre mand og skabe noget

Jakob Ahlmann har store forventninger til 20-årige Christian Bassogog

AaB-offensivspilleren Christian Bassogog har været med fra start hos de rødhvide nordjyder igennem opstarten og ligner en sikker starter, når man indleder sæsonen imod AC Horsens i næste weekend.

Og AaB-venstrebacken Jakob Ahlmann er en iblandt mange, der hurtigt taler varmt om den hurtige, stærke afrikaner inden sæsonstarten, der for den 20-årige camerouner efterfølger en blandet sidste sæson, hvor han var længere nede i angriberhierarkiet. 

- Det er en rigtig spændende type, som man måske ikke har set på stadion (Nordjyske Arena, red.) tidligere. Han skiller sig ud ved at være så eksplosiv, og han har et eller andet i sine gener, der gør, at han kan en masse ting på egen hånd, siger han til tipsbladet.dk og mener, Bassogog er en anden type, end man tidligere har haft i det nordjyske angreb, hvor Spalvis og Jönsson nu er væk.

- Han er mindre statisk end de angribere, vi tidligere har haft, men man skal så også have med, at det bliver noget mere svingende, fordi han netop er så ekstraordinær. Han mangler nogle gange lidt blik for spillet og mislykkes også nogle gange, men omvendt er han også vildt uforudsigelig. Det er anderledes og fedt for os med en spiller, der kan drible tre mand og skabe noget, og vi ikke nødvendigvis skal lave 20 afleveringer i træk for at komme frem til chancer.

Ahlmann var ikke med i fredagens generalprøve og har tidligere i dag fortalt til os, at han er lidt fra topformen og formentlig ikke er i spil til en startplads i næste weekend, selvom han i morgen spiller med nordjydernes reservehold.