AK: Tænker ikke mere på AaB
Superliga

AK: Tænker ikke mere på AaB

Anders K. Jacobsen er skiftet til OB efter en træls afslutning i AaB, men det fylder ikke længere i hovedet hos angriberen.

Efter længere tids tovtrækkeri mellem OB og AaB kan Anders K. Jacobsen endelig kalde sig for OB-spiller. Den målfarlige angriber havde i første omgang skrevet under med fynboerne fra årsskiftet, men efter at være blevet frosset ud og have trænet for sig selv i AaB kom en aftale med OB i stand, således han allerede nu tørner ud for fynboerne.

Dermed har angriberen igen udsigt til spilletid, og han føler sig klar. Den ærgerlige afslutning i AaB rumsterer således ikke længere i hovedet på Anders K. Jacobsen.

- Jeg tænker ikke på det mere. Jeg er glad for, at klubberne blev enige, nu hvor situationen endte, som den gjorde, og hvad der skete deroppe behøver vi ikke hænge os i mere. Nu er jeg i OB og glæder mig til at se fremad. Jeg har masser af gå-på-mod, siger Anders K. Jacobsen til tipsbladet.dk.

Den 25-årige angriber fik slet ikke spilletid for AaB i denne sæson, så det kvarter, det blev til i mandags mod AaB, er de eneste minutter, Anders K. Jacobsen har været i aktion i denne sæson. Han mener da også, der lige mangler de sidste par procenter.

- Det påvirker mig ikke så meget i spil, men nu her forleden dag spillede jeg 90 minutter i en reserveholdskamp, og jeg kunne da godt mærke det i de sidste 20-25 minutter. Det er svært at sige, hvor langt jeg er fra de 100 procent, men jeg tror, det kommer i takt med, jeg får spillet nogle kampe, siger AK og fastslår, at han nyder at være tilbage i OB, som han også tørnede ud for tidligt i karrieren:

- Det er lidt specielt. Jeg kender omgivelserne og mange folk omkring, og det har jeg da savnet. Jeg havde en utrolig god tid her sidste gang, selv om gennembruddet udeblev, så jeg håber, jeg præsterer godt denne gang. Det er dejligt at være tilbage.

Anders K. Jacobsen har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2020.