Albrechtsen: Mærkelig presbold fra Brøndby
Illustration
Superliga

Albrechtsen: Mærkelig presbold fra Brøndby

Martin Albrechtsen arbejdede på en transfer i mandags, men føler ikke, at Brøndby gav ham nok tid.

Daniel Agger, Fredrik Semb Berge, Dario Dumic og Martin Albrechtsen skal kæmpe om to pladser i Brøndbys centrale forsvar i denne sæson. Førstnævnte er naturligvis selvskrevet, og umiddelbart virker nyindkøbte Semb Berge det bedste bud på en Agger-makker, mens Dario Dumic formentlig er den foretrukne backup.

Det efterlader Martin Albrechtsen som den fjerde og sidste i køen. Dermed er det svært at se en fremtid i Brøndby for sig, når snakken falder på Albrechtsen, og han har da også selv set skriften på væggen. Derfor arbejdede han også på en transfer i mandags, men Brøndby gav ham ikke mange timer at arbejde med.

- Jeg fik at vide gennem min agent, at de havde sagt, at jeg bare skulle kæmpe for min plads, men de ville vende tilbage, hvis jeg kunne eller skulle gå. Brøndby vender så ikke tilbage, før 12 timer før transfervinduet lukker, og det var lidt af en presbold at sende, hvis jeg nu skulle finde noget andet. Det virkede sådan lidt mærkeligt, siger Martin Albrechtsen til bt.dk og fortsætter:

- Min agent havde ikke fået en klar besked fra Brøndby, så han havde ikke forberedt så meget, og det er også svært at finde noget, om det så er på 12 timer eller tre dage. Det der ræs, det gider jeg helst ikke, jeg skal helst tilbydes noget i god tid, så jeg var slet ikke forberedt på at skulle forlade Brøndby og vil gerne sige, at jeg er glad for at være der. Det er bare vildt frustrerende ikke at spille, når man er vant til det.

Martin Albrechtsen har kontrakt med Brøndby frem til sommeren 2015.