Video : Tipsbladet
Superliga

Allan K. Jepsen skal gøre AGF-talenter klar til Superliga-fodbold

Allan K. Jepsen overtager posten som A+-træner i AGF og får en nøglerolle i at gøre klubbens talenter klar til Superliga-fodbold.

40-årige Allan K. Jepsen, der startede sin karriere som ungdomstræner i AGF, er ny A+-træner i AGF og skal sikre, at klubbens talenter får de bedst mulige forudsætninger for at tage skridtet fra talent til topspiller.

Baggrunden for valget af Allan K. Jepsen, skal findes i hans kendskab til ungdomsafdelingen i AGF.

- Allan har den helt rette baggrund til at løfte opgaven som A+-træner. Han har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rører sig i talentafdelingen, han har et indgående kendskab til de U17- og U19-spillere, der står på spring, og han har både som spiller og træner på egen krop mærket, hvad der kræves for at slå igennem. Jeg er glad for, at klubben - og ikke mindst vores talenter - får gavn af Allans faglige og menneskelige kvaliteter i denne rolle, siger AGF's talentchef Allan Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Selv ser Allan K. Jepsen frem til den nye rolle og har allerede haft første arbejdsdag.

- Det bliver vildt spændende. Det er en stor udfordring, hvor jeg får gode muligheder for at sætte mit præg på talentudviklingen i AGF. Jeg har tidligere arbejdet med mange af ungdomsspillerne og senest har jeg været inde omkring Superliga-holdet, så jeg synes, at jeg er klædt godt på til opgaven og har gode forudsætninger for at vejlede, støtte og presse spillerne, siger Jepsen.

Selvom den primære opgave er, at hjælpe spillerne fra de ældste ungdomshold til at tage skridtet op på førsteholdet, så vil han også beskæftige sig med de yngre ungdomshold.

- Jeg kommer i høj grad til at træne på tværs af årgangene. Det bliver selvfølgelig primært med de ældste årgange og de ungdomsspillere, der er inde omkring Superliga-holdet, men for at jeg kan gøre mit arbejde godt, vil jeg også vide, hvad der rører sig i de yngste årgange, og derfor kommer jeg også til at følge dem tæt. Vi har spændende årgange på vej - ikke kun dem, der aldersmæssigt er tættest på at blive senior, men også længere nede er der mange dygtige spillere. Jeg glæder mig til at forløse dette potentiale sammen med spillerne, mine trænerkollegaer og alle dem, der er i og omkring talentafdelingen, siger AGF's nye A+-træner, der har UEFA's næsthøjeste trænerlicens og også kan trække på erfaringer fra en aktiv karriere, der tæller en opvækst i AGF's ungdomsafdeling, 200 Superliga-kampe, udlandsophold i blandt andet Hamburger SV og Heerenveen samt ungdoms- og A-landskampe.

Allan K. Jepsen kommer til at køre et tæt parløb med talentchef Allan Frederiksen, og sportschef Peter 'PC' Christiansen har store forventninger til dette samarbejde.

- Med de seneste ansættelser in mente har vores ungdomssetup nu fået en endnu stærkere profil, der vil sikre den opmærksomhed og kvalitet i dagligdagen, som de unge spillere fortjener. Målet er, at vi skal have endnu flere lokale spillere til at slå igennem på vores førstehold, og med Allan Frederiksen og Allan K. Jepsen i spidsen for vores talentarbejde er jeg fuld af fortrøstning i forhold til, at vi når de mål, vi har sat os, siger Peter 'PC' Christiansen.