Alt om Viborg FF: Hvem skal score målene?
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Alt om Viborg FF: Hvem skal score målene?

Tipsbladet.dk ser frem mod forårsstarten i Superligaen med fokus på hvert enkelt hold. Denne gang Viborg FF.

Superligaen er lige om hjørnet, og tipsbladet.dk sætter i denne serie fokus på hver enkelt Superliga-klub og ser frem mod forårets udfordringer.

Denne gang Viborg FF.

Vintertransfers:
Ind:
Walter Viitala (IFK Mariehamn), Baba Mensah (Inter Allies FC, lejeaftale), Mate Vatsadze (kontraktfri), Alexander Jakobsen (kontraktfri), Erik Moberg (Örebro)
Ud: Donny Gorter (kontraktudløb), Mikkel Rask (AGF), Emil Frederiksen (Heerenveen), Andreas Bruhn (ophævet)

Træningskampe:
Viborg FF - Skive IK 3-0
Viborg FF - Randers FC 0-0
Viborg FF - Dacia Chisinau 2-2

Bud på idealopstilling (4-4-2): Friis Jensen – Pallesen, Moberg, Reese, Thorsen - Kamper, Keller, Grønning, Akharraz – Deblé, Vatsadze

Placering før foråret: Nummer 14 med 17 point.

Status:
Anfører Mikkels Rasks skifte til AGF svier stadig en smule i Viborg, men klubben skal have ros for at levere et på papiret glimrende transfervindue. Erik Moberg og Baba Mensah skal slås om at være Rasks afløser, Walter Viitala skal give Peter Friis Jensen kamp om målmandsposten, og Mate Vatsadze skal score flere mål, end angriberne hidtil har været i stand til. Vi må gå ud fra, at Alexander Jakobsen i Viborg FF’s øjne også er en opgradering, siden han blev valgt foran Andreas Bruhn. Sidst, men ikke mindst, er Osama Akharraz på vej tilbage efter sin korsbåndsskade. Han har været savnet.

Styrker:
Viborg har en del erfaring i truppen, hvor langt de fleste spillere – især dem omkring startopstillingen – er fra midten af 20’erne og op efter. Det kan godt ende med at blive en fordel i den nervepirrende nedrykningskamp, som holdet ser ud til at blive en del af.

Svagheder:
I efteråret havde Viborg problemer med at score mål, og med 23 af slagsen scorede kun tre hold færre. En del af forklaringen skal findes i det faktum, at VFF skabte ganske få afslutninger inden for målrammen: 79. Blot Esbjerg fB og AC Horsens havde færre.

Lad være at gøre det igen:
Mens offensiven ikke var imponerende, var defensiven det heller ikke. Viborg skal undgå at lukke så mange mål ind, som tilfældet var i efteråret, hvor de med 36 indkasserede var dårligere end alle andre end Esbjerg.

Han bliver vigtig:
Det er egentlig ligegyldigt for Viborg, hvem det bliver, men de bliver nødt til at finde en hyppig målscorer; Serge Deblés fire kasser i efteråret var nok til at gøre ham til topscorer. Kan Mate Vatsadze finde målformen i sin nye klub?

Hold øje med:
Alexander Jakobsen skal for første gang spille i Superligaen, og selv om han har været på kontrakt hos både PSV og i Allsvenskan og Tippeligaen, refereres han ofte til som mini-Ronaldinho på grund af den tv-reklame, han medvirkede i, da han var barn. Han må være motiveret for at blive kendt for andet end langt hår og gode børnedriblinger.

Spørgsmålstegnet:
Der er to, som vi ser det. Det første: Hvor skal målene komme fra? Viborg mangler folk, der scorer med jævne mellemrum. Det andet spørgsmålstegn: Hvordan håndterer holdet tabet af Mikkel Rask? Han var anfører og krumtap i et forsvar, der i forvejen lukkede mange mål ind, og Viborg har ikke råd til at bruge et halvt år på at få den nye konstellation til at fungere.

Nøglen til succes:
Som med de andre bundhold ligger nøglen måske slet ikke i topscorer-spekulationer, nyindkøb, og hvem der kommer tilbage fra skade. Presset i nedrykningsspillet bliver voldsomt, og dem, der kan håndtere det bedst, har gode chancer for at klare sig.

Vidste du, at...
Viborg FF har Superligaens tacklekonge på holdet. Fra sin plads på den centrale midtbane kommer Jeppe Grønning vidt omkring og involverer sig i meget, og det resulterer i mange dueller. Dem håndterer han generelt godt: Midtbanemanden har vundet 86 tacklinger i denne sæson. Det er flest af alle i Superligaen.

Bud på placering:
10-14

Forårspremiere:
FC Midtjylland – Viborg FF, søndag den 19. februar klokken 18.00.

Statistik: