Amartey-agent: Kun arbejdstilladelse mangler i Leicester-aftale
Foto: Screenshot fra Twitter
Superliga

Amartey-agent: Kun arbejdstilladelse mangler i Leicester-aftale

- Alt er næsten færdigt, siger agenten Hasan Cetinkaya til BT Sport om FCK's Daniel Amartey forhandlinger med Leicester.

Daniel Amartey fra FC København kom ikke til Leicester City i sommer, men nu tyder meget på, at han gør det her i vinterens transfervindue.

FCK bekræftede i går, at man forhandler med topholdet i Premier League, og nu afslører Amarteys agent, at det er få detaljer, der mangler, før skiftet er på plads.

Agenten Hasan Cetinkaya siger til avisen BT, at det kun er FA, der skal give grønt lys i forhold til arbejdstilladelse.

- Alt er næsten færdigt, for Leicester har før været interesseret i ham. Lige nu mangler vi bare at få en bekræftelse fra det engelske fodboldforbund, FA, i forhold til arbejdstilladelsen, siger agenten til BT og fortsætter:

- Vi skal blot have et 100 procent grønt lys fra FA, som jeg tror, at vi får, fordi han har alle sine landsholdskampe på plads for at få arbejdstilladelsen. Det var det, der manglede, sidste gang Leicester var interesseret.

Leicester betaler angiveligt FCK 52 millioner kroner, men 15 procent af pengene skal sendes videre til spillerens tidligere klub i Sverige, Djurgården, da de har en viderekøbsklausul i hans kontrakt.

Daniel Amartey var ikke med til FCK's træning i dag, og på Twitter indikerer han kraftigt, at han skifter til Leicester, da klubben er den seneste profil, han følger på det sociale medie.