Austin har grebet chancen: Det tog ekstra tid at vænne mig til systemet
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Austin har grebet chancen: Det tog ekstra tid at vænne mig til systemet

I efteråret var Rodolph Austin ikke blandt Alexander Zornigers udvalgte ret ofte, men nu har jamaicaneren vænnet sig til det nye system og føler, at han har grebet sin chance.

I den første halvdel af denne sæson startede Rodolph Austin kun på banen to gange for Brøndby IF i Superligaen. Efter blot fem kampe i foråret er han allerede oppe på samme antal. 

Midtbaneslideren fik chancen mod BK Marienlyst i pokalturneringen, hvor han scorede, og siden er han startet på banen i de to følgende ligaopgør. Selv mener han, at han har slået til.

- Fra dag ét har jeg gjort mit bedste på træningsbanen, men træneren valgte i starten af sæsonen et hold uden mig, og det gik også godt, må man sige. I pre-season fik jeg chancen, og jeg synes, jeg har grebet den. Nu håber jeg bare, der venter mig flere minutter, siger han til tipsbladet.dk.

En del af forklaringen på, at Austin i Zornigers første halve år i Brøndby sjældent startede inde, er, at han havde svært ved at vænne sig til tyskerens taktiske oplæg.

Hvor spillere som Frederik Holst, Christian Nørgaard og Andrew Hjulsager blomstrede under Zornigers højtpressende og direkte spillende fodbold, har Austin skullet bruge længere tid på at falde til i systemet.

- Det var meget anderledes, end vi var vant til, men jeg synes, vi har taget det til os på en rigtig god måde. Man kan også se på resultaterne og på vores placering i ligaen, at det virker. For mig har det taget lidt ekstra tid at vænne mig til det nye, men nu ved jeg, hvad jeg skal gøre, og jeg synes, det bliver bedre og bedre, siger han.

- I sidste sæson spillede vi mere boldbesiddende fodbold - Barcelona-stilen. I denne sæson er det mere offensivt og med højt pres. Vi bruger meget mere energi i løbet af 90 minutter. Det er anderledes på mange måder.

Du har scoret i to mål her i foråret. Jeg vidste ikke, du var så målfarlig...

- Jeg vidste heller ikke, jeg var en målscorer. Men boldene lå lige for mig, og så var det dejligt at komme på scoringstavlen. Det er altid positivt, og så vandt vi tilmed kampene, som er det vigtigste.

Næste chance for at score mål og starte inde er efter landskampspausen, når Brøndby IF møder FC Midtjylland i den første runde af slutspillet. Datoen er endnu ikke fastlagt.