BIF-keeper: Derby den største kamp i Danmark
Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

BIF-keeper: Derby den største kamp i Danmark

Mads Toppels vante rolle som reserve var i går skiftet ud med fuld spilletid mod Panathinaikos. Men mod FCK forventer han at være tilbage på bænken.

Mads Toppel vogtede kassen for Brøndby i den sidste halvdel af første kamp mod Panathinaikos og i hele kampen i andet opgør. Næste kamp for Brøndby er søndagens derby mod FCK, men der forventer Toppel ikke at skulle spille igen. Han er 100 % på linje med, at det er Frederik Rønnow, som er klubbens førstevalg, og derfor venter en plads på udskiftningsbænken igen for Mads Toppel. Siden sit skifte til Brøndby har Toppel haft en tilværelse som reserve, hvorfor han ikke har spillet mod ærkerivalerne fra FCK i Brøndbytrøjen. Men han er klar over kampens størrelse.

- Jeg har aldrig spillet i et derby, men det er klart, at det er den største kamp. I mine kampe for OB var det størst mod FCK og Brøndby. I min tid i Brøndby har jeg set kampene fra bænken, og der føles det også sådan – som den største kamp i Danmark. Nu er det første gang siden 2009, at der er et derby, hvor klubberne er 1’er og 2’er, så det bliver helt sikkert stort, siger Mads Toppel til tipsbladet.dk. 

Til trods for en rolle som reserve, er Mads Toppel ikke misundelig på den 10 år yngre førstekeeper, Frederik Rønnow. 

- Vi har et pisse godt team, mig og Frederik. Vi har ikke noget som sådan med, at vi går lidt skjult og tænker på, hvem der er første og andetvalg. Vi har konkurrence og jeg stikker selvfølgelig til ham, hvor jeg kan. Men han er en fantastisk målmand, og han har virkelig imponeret mig. 

Derbyet på søndag spilles på Brøndby Stadion og har kickoff klokken 16.00.