Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen: Vi har kæmpe respekt for FCK

AC Horsens opfatter ikke sig selv som favoritter mod FC København.

I sidste sæson var AC Horsens ganske få minutter fra at rykke ned, men i denne sæson er de kommet stærkt fra land med ni point ud af 12 muligt.

Det står i stor kontrast til FC København, som blot har fem point, men det betyder ikke, at der bliver rykket på favoritrollen.

- Vi har kæmpe respekt for de regerende mestre, der måske ikke har fået den sæsonstart, de havde håbet på, men det er jo stadig et klassemandskab med kvalitet på alle positioner, og de bliver kun bedre og bedre, som sæsonen skrider frem, fortæller Bo Henriksen til AC Horsens’ hjemmeside.

- Der er vist ingen tvivl om, hvor favoritværdigheden ligger, men vi har selvtillid og vil gøre alt for at drille FC København i Parken, lyder det fra Bo Henriksen.

AC Horsens har vundet over AGF, Lyngby BK og Silkeborg IF, mens de tabte til OB.