Video : Tipsbladet
1. division

Trækker fra i toppen: AaB tættere på Superligaen

AaB udbyggede sit forspring i 1. division, da Mathias Jørgensen scorede for sjette gang i fem kampe i 2024.

Man skal have en unaturlig vild fantasi, hvis man skal forestille sig, at AaB ikke rykker op i Superligaen efter denne sæson.

Lørdag vandt AaB på hjemmebane topbraget i den næstbedste række med 1-0 over Sønderjyske og konsoliderede sin position som førerhold.

Efter den første kamp i slutspillet har AaB 54 point, mens Sønderjyske med sine 49 point også ligner en stensikker oprykker.

Nærmeste hold til at true dem er Vendsyssel FF, der har 36 point for en kamp færre spillet.

Brandvarme Mathias Jørgensen blev helten for AaB, da han scorede til 1-0 i det 70. minut.

Han blev sendt afsted med en bold i dybden, afdriblede målmand Nicolai Flø og sendte bolden i det tomme mål.

23-årige Jørgensen skiftede fra Esbjerg til AaB i vinterens transfervindue og har været rækkens helt store profil i foråret, hvor han endnu ikke har forladt banen uden at score.

Han er noteret for seks mål i fem kampe i 2024.

AaB imponerede ellers ikke i topkampen, hvor Sønderjyske i store dele var bedst.

Det nordjyske hjemmehold kom skidt ud til kampen, og blandt andre Daniel Gretarsson var tæt på bringe Sønderjyske foran, da han ramte overliggeren i begyndelsen.

I slutfasen pressede Sønderjyske for udligning og var også tæt på, men det endte med at være AaB's sæson i nøddeskal, at holdet ikke spillede specielt godt, men alligevel fik tre point.

/ritzau/