Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby dropper prøvespiller

Brøndby IF har valgt at sende Simon Falta hjem til Tjekkiet uden en aftale.

Brøndby IF er ved at forberede sig til transfervinduet, hvor man allerede nu ser spillere an. I denne uge har klubben haft Simon Falta på besøg, der kommer fra Sigma Olomuc i den næstbedste tjekkiske række. Den 23-årige spiller var i aktion mandag for klubbens reservehold i Farum, og han har trænet med frem til fredag. 

Hovedpersonen selv glædede sig over muligheden for at træne med Brøndby, og tidligere på ugen udtalte Simon Falta:

– Det er godt at være her. Det er et dejligt land og en dejlig by. Jeg håber, at jeg kan blive her. Jeg vil gerne spille mig til en kontrakt. Jeg er hurtig og aggressiv i mit spil. Jeg tror jeg vil kunne lide denne spillestil. Alexander Zorniger vil gerne have pres og hårdt arbejde. Det kunne jeg godt se mig selv i, sagde Falta til 3point.dk. 

Simon Falta kommer dog ikke til at drømme videre for nu. Lørdag formiddag meddeler Brøndby nemlig på sin Twitter-konto, at man har valgt at sende prøvespilleren hjem uden en aftale: 

- Der bliver ikke lavet en aftale med Simon Falta, som nu vil returnere til Tjekkiet. Tak for besøget og god vind fremover, skriver klubben fra vestegnen. 

Simon Falta står noteret for 22 kampe for det tjekkiske U/18, U/19, U/20 og U/23-landshold.