Brøndby-dynamo: Fansene gav styrke og energi
Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Brøndby-dynamo: Fansene gav styrke og energi

Brøndby slog i går OB med 3-0 og kom dermed tilbage på sejrssporet efter to nederlag i træk. Lebogang Phiri tilskriver en stor del af sejren til klubbens fans.

Brøndby kom i går tilbage på sporet efter en overbevisende 3-0-sejr på hjemmebane mod OB. På Brøndbys centrale midtbane gjorde Lebogang Phiri det i særklasse godt, hvor han erobrede mange bolde, var en sikker spilstation og underholdte fansene med flere finurlige driblinger.

Midtbane-dynamoen var tilfreds med sejren, som han mener, at fansene bidrog gevaldigt til.

- Da vi tabte i torsdags (1-0 mod Lyngby, red.), sagde jeg, at vi behøvede fansenes opbakning, og det fik vi hele vejen i dag. Det giver os styrke og energi, så det var vigtigt, at fansene var med os, og at så mange kom til kampen, siger Lebogang Phiri til klubbens hjemmeside.

Udover nederlaget til Lyngby i torsdags, tabte Brøndby også holdets forrige kamp mod Viborg med 2-1 på hjemmebane. Det var derfor vigtigt for Phiri at levere en god præstation og få alle tre point.

- Det er en rigtig dejlig følelse at komme tilbage på rette spor. Det har ikke været den bedste uge for os med to nederlag, men i dag kunne vi komme tilbage, og det gjorde vi foran egne fans med en 3-0-sejr.

Phiri var tæt på at komme på måltavlen i første halvleg, men han måtte se sit lange lob tage indersiden af trekantsammenføjningen, før bolden sprang i spil igen.

Næste kamp for Brøndby og Lebogang Phiri er på søndag, når de på hjemmebane tager imod Randers, der fik ørene i maskinen mod SønderjyskE i går, hvor de tabte med hele 4-0.