Brøndby-ejer var interesseret i FC Vestsjælland
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Brøndby-ejer var interesseret i FC Vestsjælland

I dag spiller Slagelses bedste fodboldhold i Sjællandsserien på grund af FC Vestsjællands konkurs i december, men i løbet af det turbulente efterår var der blandt andet interesse fra Brøndby-ejer Jan Bech Andersen, som ville gøre FCV til satellitklub for Brøndby.

Det er efterhånden mere end et halvt år siden, at FC Vestsjælland gik konkurs oven på en række succesfulde år. Klubben havde siden dannelsen i 2008 taget turen fra 2. division og op i Superligaen. Man var sågar i pokalfinalen, som man tabte snævert til FCK, men da nedrykningen til 1. division få uger senere var en realitet, så tingene pludselig sorte ud for klubben.

Succesen var nemlig blevet til på et markant overforbrug, hvor klubbens ejere igen og igen måtte dække underskuddene. Det endte altså til sidst i en konkurs og degradering til Sjællandsserien for amatørafdelingen Slagelse B&I's bedste hold, men undervejs var forskellige redningsscenarier i spil.

Ifølge kilder, Tipsbladet har talt med, centralt placeret i FC Vestsjælland var der interesse fra Brøndby-ejeren Jan Bech Andersen i efteråret 2015. Han havde angiveligt planer om at gøre FC Vestsjælland til satellitklub for Brøndby og havde inviteret FCV-ejeren Kurt Andersen til et møde i London. Invitationen blev dog afvist af Kurt Andersen.
Jan Bech Andersen bekræfter, at der har været kontakt mellem parterne, men nedtoner graden af den.

- Der var et par løse samtaler og en forespørgsel, men aldrig noget konkret, og ingen har i henhold til min viden afvist nogle møder, fortæller Jan Bech Andersen til Tipsbladet.

Historien bekræftes også delvist af Kurt Andersen, som dog heller ikke mener, at parterne nåede særligt langt i en eventuel forhandling.

- Jeg har ikke fået noget konkret tilbud fra nogen som helst. Jeg talte i telefon med Jan Bech Andersen engang i oktober eller november om muligheden for at blive satellitklub, men han havde selv så mange problemer dengang, at der ikke rigtigt lå noget bagved det, siger Kurt Andersen.

Og en redning lykkedes som bekendt aldrig, men forbindelsen fortsatte i foråret, da Brøndby tilbød gratis fodbold for FCV's sæsonkortholdere og inviterede klubbens tidligere sponsorer på spisning i forbindelse med kampene.

Ifølge Tipsbladets oplysninger var der også andre muligheder i spil, og en redning af klubben skulle angiveligt have været mulig, men af forskellige mere eller mindre forståelige omstændigheder lykkedes det aldrig.

Læs hele fortællingen om FC Vestsjællands kontroversielle opbygning og afvikling i Tipsbladet, som du køber sammen med Ekstra Bladet fredag. Du kan også købe det online - se hvordan her.

I Tipsbladet fredag får du også:

- Interview med FC København-profilen Benjamin Verbic

- Interview med Vejle-sportschef Steen Thychosen

- Manchester United-scout Tommy Møller Nielsens vurdering af 1. division

- Historien om den engelske landstrænerjagt med fokus på Sam Allardyce

- Interview med EM-helt og ny Randers-keeper Hannes Hálldorsson

- Ugens transferoverblik

- Spiltips

- Resultater