Brøndby forventer Agger-beslutning i løbet af ugen
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Brøndby forventer Agger-beslutning i løbet af ugen

Spiller Daniel Agger den sidste kamp i Superligaen? Brøndbys sportslige team ved det endnu ikke, men forventer at træffe en beslutning i løbet af ugen.

Den danske landstræner Morten Olsen er skuffet over, at ingen af de syv Superliga-spillere, der er udtaget til mandagens testkamp mod Montenegro, er dukket op i landsholdslejren. Det sagde landstræneren mandag. FC København har allerede afvist at frigive Nicolai Jørgensen, Thomas Delaney og Stephan Andersen før på mandag, fordi sidste spillerunde af Superligaen spilles på søndag.

I Brøndby er landsholdets anfører, Daniel Agger, også udtaget til Montenegro-kampen. Men om han spiller søndag hjemme mod Esbjerg eller i mandagens landskamp, ved klubben fra Vestegnen endnu ikke. Brøndby er lydhør over for Morten Olsen og landsholdet, men der er flere ting, der skal vendes, inden klubben tager en beslutning. Dermed støder Daniel Agger heller ikke til landsholdstruppen før i bedste fald sidst i ugen.

- Det er en beslutning, vi træffer sidst i ugen. Vi er i dialog med Morten (Olsen, red.), og vi taler internt om, hvad der er bedst for dansk fodbold. Der er landsholdet, der er Brøndby, og der er turnerningen, siger Brøndby-træner Thomas Frank til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg vil hverken sige det ene eller det andet lige nu, for beslutningen bliver først truffet senere på ugen.

Sportsdirektør Per Rud har tidligere sagt, at Brøndby gerne hjælper landsholdet, hvis det kan lade sig gøre, men han er fortsat ikke meget for at blive konkret i forhold til, om og eventuelt hvornår Daniel Agger frigives.

- Vi har hele tiden sagt, at det handler om at lytte til gode argumenter. Vi skal tænke på Brøndbys ve og vel, landsholdet og fairness. Der er mange argumenter, og vi skal hele vejen rundt. Vi skal jo også have et godt samarbejde med vores partnere, som gerne vil se Daniel spille, og der er vores kollegaer i Divisionsforeningen, siger Per Rud.

- Der er fortsat lang tid til på søndag, og for os er det vigtigt, at der ikke er nogen, der bliver taget som gidsler i det her. Vi lytter til positive argumenter hele vejen rundt, for vi vil hjertens gerne hjælpe landsholdet, siger Per Rud.

Selv om Brøndby altså ikke har truffet en beslutning om Daniel Agger, lader det til at stå klart, at landstræner Morten Olsen tidligst får Daniel Agger i landsholdslejren sidst i ugen.

Olsen kom for to uger siden med ønsket om at få frigivet Superliga-spillere i forbindelse med landsholdsudtagelsen, og det vakte harme hos flere klubber, som tipsbladet.dk talte med. Morten Olsen har dog hele tiden fasthold, at det handler om at hjælpe hinanden, mens Divisionsforeningen har fastslået, at Superliga-klubberne forpligter sig til at stille med det bedst mulige hold.

Det lader altså til, at det danske landshold ikke får en optimal forberedelse forud for den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien i Parken den 13. juni.