2016-03-29 09:10
Foto: Mik Eskestad/Polfoto

Når der den 13. april skal vælges ny formand, foreslår bestyrelsen, at Jesper Møller bliver ny formand.

Jan Bech Andersen har valgt at trække sig som bestyrelsesformand for Brøndby IF, og dermed skal klubben fra Vestegnen finde en ny formand for bestyrelsen, når der den 13. april afholdes generalforsamling i Brøndby.

Den snart tidligere formand stopper, efter han online og under et dæknavn svinede daværende cheftræner Thomas Frank med flere, og det har altså fået bestyrelsesformanden til at trække sig.

Nu skal der findes en ny, og den siddende bestyrelse foreslår, at Jesper Eigen Møller, der aktuelt sidder i bestyrelsen, bliver ny formand, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

- Hvis generalforsamlingen vælger at følge bestyrelsens forslag til valg af kandidater, så ønsker jeg på vegne af bestyrelsen at gøre det klart, at det er en samlet bestyrelses fælles forpligtigelse at repræsentere alle aktionærer, og det agter vi at gøre. Nu skal vi stille og roligt fortsætte det gode arbejde, der er blevet lagt for dagen i de sidste par år med Jan som formand, og så skal vi holde snuden i sporet og fanen højt. Vi har alle fokus på klubben og de fremskridt, klubben går igennem, og vi ser frem til en god generalforsamling, siger Jesper Møller til klubbens hjemmeside.

Han fortæller, at han er ærgerlig over, at Jan Bech Andersen har valgt at stoppe som bestyrelsesformand.

- Der har været fuld opbakning til Jan, siden hans tiltrædelse som bestyrelsesformand for to år siden, og det er der stadig. Dette har været Jans ønske alene. Vi ved, at det har været en svær beslutning, men vi har dyb respekt for hans valg om ikke at genopstille. Jans fortsatte engagement i Brøndby IF som aktionær er noget, vi alle værdsætter, ligesom vi sætter pris på alle de mange andre engagerede aktionærer, sponsorer og samarbejdspartnere, som vi er så heldige at have i og omkring klubben. Personligt har jeg altid haft stor respekt for Jan, og hvis der var nogen, der var i tvivl om Jans ordholdenhed, dedikation og økonomiske engagement til klubben, så er de det vist ikke længere, siger han videre.

Jesper Møller har siddet i Brøndbys bestyrelse siden 2014.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvor spiller Thomas Delaney i næste sæson?

SUPERLIGA-VIDEO