Brøndbys europæiske pres: Profiler kan ende uden ferie
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Brøndbys europæiske pres: Profiler kan ende uden ferie

Det er langt fra sikkert, at Christian Nørgaard og Riza Durmisi får ferie i løbet af sommeren. De to har en tætpakket fodboldkalender.

Når Superligaen slutter på søndag, kan de fleste Superliga-spillere se frem til to-tre ugers ferie, men for Brøndbys Riza Durmisi og Christian Nørgaard kommer det ikke til at ske. De to møder på mandag ind til U/21-landsholdets træningslejr og sætter dermed alle sejl ind i forhold til den slutrunde, som for Danmarks vedkommende starter den 17. juni mod værtslandet Tjekkiet.

Går det, som vi alle håber, spiller det danske U/21-landshold EM-finale den 30. juni, og det vil i givet fald betyde, at Christian Nørgaard og Riza Durmisi får travlt med at komme hjem til Brøndby efterfølgende. Qua Brøndbys tredjeplads i Superligaen træder klubben ind i første kvalifikationsrunde til Europa League, og den første runde spilles allerede den 2. juli, altså blot to dage efter finalen ved U/21-EM. Det giver udfordringer i Brøndby.

- De skal helt sikkert have ferie, men det kan vi gøre på forskellige tidspunkter. Jeg vil hverken sige for meget eller for lidt, men vi skal se på, hvornår det er muligt. Det afhænger selvfølgelig af, om de når til finalen eller ikke, siger Brøndby-træner Thomas Frank til tipsbladet.dk og forklarer:

- Jeg glæder mig meget på både Riza og Nørgaards vegne, og vi er som klub stolte af, at de er med i truppen. Det er fantastisk for dansk fodbold, og jeg håber virkelig, at vi får succes. Det er måske det mest spændende U/21-landshold nogensinde, og personligt synes jeg, at det er en succes, hvis vi når til semifinalen, fordi der er nogle svære modstandere.

- Det er også selvforstærkende, hvis dansk fodbold gør det godt, og kommer holdet i finalen, håber jeg godt nok, at de har tænkt sig at vinde. Så må vi i Brøndby tage den derfra, siger Thomas Frank.

Sportsdirektør Per Rud peger på, at problematikken har været kendt hele tiden, og at han derfor ikke vil lade sig gå på af udfordringerne. Han ser måder, hvorpå de to Brøndby-spillere efterfølgende kan hvile. Det lader derfor ikke til at være et hovedbrud i Brøndby, at to stamspillere potentielt set ikke får hvile hen over sommeren.

- Når de kommer tilbage, må vi se på, hvordan vi gør det. Det kan for eksempel være, at de skal have en ekstra fridag i hver uge, siger Per Rud.

- Men alle kender min holdning, og det nytter ikke noget at se det som et problem. Vi skal agere som en stor klub og se på det positivt, fordi vi er stolte, når vi har spillere på landsholdet. Også selv om det giver nogle logistiske udfordringer, siger han videre.

Der trækkes lod til første kvalifikationsrunde i Europa League den 22. juni. Brøndby kan møde mange forskellige mulige modstandere, men klubben vil formentlig blive seedet i lodtrækningen.