Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndbys Halimi: Superligaen handler mere om fysik en 2. Bundesliga

Selv om Superligaen har mange teknisk dygtige spillere og mange interessante kampe, er ligaen mere fysisk præget end 2. Bundesliga i Tyskland, vurderer Brøndby IF's Besar Halimi.

I sommer lejede Brøndby IF midtbanespilleren Besar Halimi i Mainz, og han har allerede givet flere eksempler på sit teknisk repertoire. Han mener dog, at man også har brug for en god portion fysik i Superligaen.

Faktisk er teknisk kvalitet ikke nødvendigvis den vigtigste egenskab i dansk fodbold, selv om især DBU's Røde Tråd gennem hele dette årtusinde har betonet denne del af spillet. Superligaen er endnu mere fysisk præget end 2. Bundesliga, som ellers traditionelt er kendt for at være netop det, mener Halimi.

- Her er ligaen en smule mere fysisk end 2. Bundesliga i Tyskland, som jeg primært spillede i, men de har faktisk også ret mange dygtige tekniske spillere her i Danmark, og jeg synes, at mange af kampene i Superligaen er interessante at se. Men jeg synes dog stadig, at vi har et utrolig stærkt hold, så jeg tror, at vi har gode chancer i år for at spille med helt i toppen, siger han til 3point.dk.

Den 22-årige kosovo-tysker har været fast mand for Brøndby, siden han kom til klubben forud for sæsonen. Han er startet inde i alle ni ligakampe bortset fra en enkelt, og han har scoret to mål hidtil.

Han var i det hele taget en del af en kraftig oprustning på midtbanen i sommer, da både han, Lasse Vigen, Kasper Fisker og Simon Tibbling kom til Brøndby. Det var næsten også nødvendigt, efter klubben tog afsked med Lebogang Phiri, Frederik Holst og Frederik Holst.

Foreløbig har Halimi og co. spillet sig frem til en fjerdeplads i Superligaen.