2017-01-11 14:02
Valerio Pennicino / Getty Images

Den taktiske tilgang under Alexander Zorniger er Brøndbys nye forsvarsspiller, finske Paulus Arajuuri, imponeret over.

I efteråret har Brøndbys midterforsvar set mere sammentømret og stærkere ud end i de foregående sæsoner. Tyske Benedikt Röcker og islandske Hjörtur Hermansson har været det faste makkerpar, men nu bliver duoen til en trio. I hvert fald uden for banen.

Finske Paulus Arajuuri har i dag første dag i Brøndby, efter at klubben for et halvt år siden blev enige med forsvarsspilleren om en kontrakt. Han tiltræder efter tre sæsoner i polske Lech Poznan, og nu ser han frem til at spille i Brøndby.

- Det er en spændende sæson. Jeg har fulgt med Brøndby, og de spille god fodbold. Så jeg ser meget frem til at være en del af holdet. De kampe, jeg har set, har set godt ud, så jeg tror, at resten af sæsonen bliver spændende, siger han.

Det danske kendskab til polsk fodbold og det finske landshold er muligvis ikke så stort, som andre landes ligaer eller landshold er. Derfor forklarer Paulus Arajuuri, hvilken side af forsvaret han helst vil spille i, og hvilke styrker han har.

- Jeg er højrebenet, så jeg har mest spillet til højre. Men i dette halve år i Poznan, spillede jeg sammen med en yngre spiller, så jeg spillede i venstre side. Jeg kan spille begge sider, men jeg er højrebenet, så hvis jeg kan vælge, tager jeg højre.

- Det er et svært spørgsmål at skulle snakke om sine egne kvaliteter, men jeg er ret hurtig og har en god fysik. Men det er bedre at få andre til at sige det. Det jeg hører fra andre er mine fysiske egenskaber, udtaler Paulus Arajuuri.

Hvor kendskabet til Paulus Arajuuris kvaliteter muligvis ikke er store fra den danske side, så ved finnen godt, hvilken klub Brøndby er, og hvad klubben står for.

Han har på det finske landshold snakket med den nuværende Brøndby-spiller Teemu Pukki og den tidligere Brøndby-spiller Lukas Hradecky, ligesom han i Lech Poznan var holdkammerat med to danskere, der begge har prøvet at stå over for klubben: Lasse Nielsen med fortid i OB og Nicki Bille Nielsen med fortid i FC Nordsjælland og Esbjerg.

Disse fire spillere har alle talt godt om Brøndby som klub og København som by, så da Brøndby meldte sig som interesserede i forsvarsspillerens egenskaber, tøvede han ikke, fordi valget føltes rigtigt.

Nu ser han frem til at spille for klubben, hvor specielt mentaliteten og spillestilen under Alexander Zorniger har imponeret Brøndbys nye nummer 23.

- Jeg var meget imponeret. Jeg har set dem på TV, men jeg har også set en kamp her. Jeg er meget imponeret over aggressiviteten og løbekapaciteten. Måden holdet arbejder sammen på. Jeg ser frem til det. Selvfølgelig kommer det til at tage lidt tid at lære.

I forhold til at spille sig ind foran Benedikt Röcker eller Hjörtur Hermansson i kampen om spilletid i det centrale forsvar, vil Arajuuri tage arbejdshandskerne på.

- Jeg har set kampene, og der har gutterne spillet godt. Det er aldrig nemt at ændre på et vindende hold. Men jeg er her, hvor jeg har skrevet under på en treårig kontrakt, så jeg vil arbejde så godt jeg kan fra dag et. Og så må vi se, hvad der sker. Men det bliver svært. Vi har et bredt og godt hold, siger den nye Brøndby-spiller.

28-årige Paulus Arajuuri kommer til Brøndby med 20 landskampe i bagagen for Finland, ligesom han har spillet 46 kampe i Finlands bedste række for IFK Mariehamn, 56 kampe for svenske Kalmar i Allsvenskan og senest 82 samlede kampe for polske Lech Poznan.

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvad er det optimale antal deltagende hold ved en VM-slutrunde?

SUPERLIGA-VIDEO