Zorniger om tysk transferemne: En god spiller
Foto: Johannes Simon/Getty Images
Superliga

Zorniger om tysk transferemne: En god spiller

Den tyske venstre back Janek Sternberg sættes i forbindelse med et skifte til Brøndby. Træner Alexander Zorniger vil ikke sige, om det er et transferemne.

Brøndby IF leder med lys og lygte efter en venstre back, og jagten på den venstre back kan have bragt klubben forbi Tyskland og Werder Bremen, hvor den 24-årige Janek Sternberg aktuelt ikke får meget spilletid i klubben. I denne sæson er det blot blevet til to kampe for Thomas Delaneys arbejdsgiver.

Janek Sternberg har kun et halvt år igen af sin aftale med Werder Bremen, og ifølge det tyske medie Bild kan forsvarsspilleren være på vej til Brøndby.

Bild fortæller, at den 184 centimeter høje venstre back er blevet solgt, men det er ifølge Bild usikkert, om det er til Brøndby, Ferencvaros, en hollandsk klub eller en tysk 2. Bundesliga-klub.

At det er en spiller, der er interessant for Brøndby, går godt i tråd med, at klubben søger efter en venstre back, og at Alexander Zorniger tidligere har lavet aftaler med tyske spillere, ligesom han har rekrutteret fra tyske klubber, som man så det med Benedikt Röcker.

- Vi skal finde en venstre back. Det handler ikke om Svenns præstationer. Svenn (Crone, red.) har præstretet på et højt niveau, som få kunne have forudset, men vi havde ikke meget konkurrence på positionen, og de 17 mål imod, de fleste kom fra individuelle fejl, så vi skal forbedre os i duellerne, siger Alexander Zorniger.

Er I tæt på en venstre back?

- Vi leder, og jeg tror også, at vi i sommer var tæt på. Men det bør være den rigtige spiller, og det er Troels' arbejde sammen med scouting-afdelingen. Vi har nogle interessante spillere, vi kigger på.

Ifølge Bild er Janek Sternberg en spiller, der kan være tæt på Brøndby.

- God spiller, men det er alle de andre (Brøndby sættes i forbindelse med, red.) også.

Leder I efter en langtidsløsning?

- Det vil være det bedste. Vi har to spillere på lejeaftaler fra andre klubber som Hany med købsoption og Kliment, men vi skal have en god balance mellem spillere, der ved, at det her er stedet for min fremtid, og spillere, der tænker på deres spillere. Så jeg ville elske at have spillere ejet af Brøndby.

Kigger I på Sternberg?

- Det handler ikke om at tale om enkelte spillere. I morgen handler det om en anden spiller. Der var snak om en Roma-spiller (Moustapha Seck, red.), jeg ikke havde hørt om før, i avisen. Der er mange agenter, der kaster om sig med navne.

Hvorfor ikke skyde det ned så?

- Alle spillere?

De spillere, der tales om.

- Der er for mange navne. Hvis jeg skal tale om alle navne - nu har vi brugt 15 sekunder på at snakke om ham. Der er 50-60 spillere, jeg så skal tale om.

Så du vil kun sige, at han er en god spiller?

- Ja, for han spiller i Bundesligaen, så han må være en god spiller.