Colin Todd: Dårligt spil er mit ansvar
Christer Holte/Polfoto
Superliga

Colin Todd: Dårligt spil er mit ansvar

Colin Todd er ikke sen til at påtage sig ansvaret for Esbjergs dårlige kamp mod FC Nordsjælland. Men han vil lave spillet om til lørdagens kamp mod AC Horsens.

Med syv point efter 11 kampe er Esbjerg sidst i Superligaen sammen med OB. Esbjergenserne skal i morgen forsøge at tage sæsonens blot anden sejr, når de gæster CASA Arena og AC Horsens. 

Holdets cheftræner, Colin Todd, så før nederlaget i sidste runde til FC Nordsjælland mange gode fremskridt, men specielt i første halvleg mod FCN var det nærmest galop i den stik modsatte retning.

- Vi har forbedret os og taget skridt frem i flere af de seneste kampe, men mod FC Nordsjælland var det fire-fem skridt tilbage, og det har ramt spillertruppen hårdt. Ansvaret er mit, men vi kan ikke tillade os at spille en første halvleg som den i søndags. Vi har ikke råd til at være så passive som i den kamp. I Horsens må vi rejse os og være klar til at blive målt mod et hold, der har vist sult, indstilling og har spillet op til sin formåen, siger Colin Todd til klubbens hjemmeside.

Der skal derfor laves om på passiviteten, hvis ikke Esbjerg skal have en tilværelse som bundhold i resten af sæsonen. Og den omstilling skal ske mod Horsens.

- Vi kan ikke spille fodboldkampe, som vi gjorde senest, og spillerne ved det. Vi har tidligere vist aggressivitet i anden halvleg mod AaB og FC Midtjylland på udebane, men vi skal være i stand til at gøre det så meget som muligt af 95 minutter i hver kamp, siger Todd.

AC Horsens har før kampen dobbelt så mange point som Esbjerg og er nummer otte i tabellen. En sejr i opgøret kan potentielt sende dem på den sjetteplads, der giver adgang til mesterskabsspillet.