Video : Tipsbladet
Superliga

Colin Todd: Jeg er ikke en "quitter"

Cheftræner Colin Todd har ingen intentioner om at forlade sin post som en konsekvens af den dybe krise, Esbjerg er inde i.

Esbjerg tabte mandag 2-6 til AGF, og dermed kradser krisen for alvor i det vestjyske. Manden med ansvaret er cheftræner Colin Todd, og spørgsmålet er, om løsningen i Esbjerg er en trænerfyring.

I så fald bliver det den eneste måde at komme af med den rutinerede englænder. Han har nemlig ingen intentioner om at gå selv.

- Når man lige har set første halvleg, så spørger man sig selv ”hvorfor?”. Vi havde en god snak i pausen, men det betyder ikke noget. Vi manglede styrke og vilje til at vinde de bolde tilbage, vi havde tabt. Og vi lukker for mange dumme mål ind. Jeg er tilfreds med første halvleg, men folk kigger kun på måltavlen, og den var igen pinlig, siger Colin Todd og fastslår, at han ikke har i sinde at forlade den synkende Esbjerg-skude:

- Jeg vil ikke smide håndklædet i ringen. Jeg har aldrig været en ”quitter”. Vi må blive ved med at prøve og ved med at arbejde hårdt. Hvis klubben hiver en anden mand ind, står han bare med de samme problemer. Mit hjerte bliver testet i øjeblikket.

En af de spillere, der i øjeblikket er udsat for størst kritik i Esbjerg, er målmand Jeppe Højbjerg, der har kostet en lang række scoringer de seneste par kampe. Colin Todd ønsker dog ikke at pege fingre ad sin målmand.

- På det her tidspunkt er det nemt at kritisere, og jeg synes, det er unfair at komme med statements i forhold til holdudtagelsen, lyder det fra Esbjerg-træneren.

Esbjerg er sidst i Superligaen og står kun noteret for en enkelt sejr.