Curth: Der er mange måder, vi kan udfordre AaB-forsvaret på
Superliga

Curth: Der er mange måder, vi kan udfordre AaB-forsvaret på

Jeppe Curth er klar til et gensyn med sine gamle holdkammerater fra AaB og siger, at der er mange måder, Viborg kan udfordre Aalborg-mandskabet på.

I slutningen af september tørnede Viborg og AaB sammen på Energi Viborg Arena. Kampen sluttede 1-0 til Viborg, efter Jeppe Curth på hovedstød gjorde det onde ved sine gamle klubkammerater.

VFF TV spurgte Jeppe Curth, om han ser frem til opgøret mod sine gamle holdkammerater på søndag. 

- Det er en fed kamp. Det er fedt at møde de gamle drenge. Jeg har en god fornemmelse i maven, men det bliver jo mere og mere normalt, for hver gang vi møder dem. 

- Det bliver noget lignende de sidste kampe, vi har spillet mod dem. En kamp, hvor vi i perioder skal stå kompakt, fordi de er gode fodboldmæssigt og har nogle dygtige spillere på mange positioner og er dygtige i mellemrummene. Det er ikke, fordi vi kommer til at dominere kampen helt vildt, men vi vil prøve at se, om vi kan drille AaB på samme måde som sidst. Det er vores intention at gå ind til kampen og få tre point. 

Curth blev spurgt, hvordan AaB skulle besejres, og angriberen har recepten klar:

- Vi vil gerne ud at løbe med dem, og vi vil gerne true dem i boksen og på de lange meter med vores speed fra kanterne. Der er mange måder, hvor vi kan udfordre deres forsvar på, og det vil vi prøve at sætte op så meget som muligt. Det bliver en bølgende fodboldkamp, så det er også sådan noget med, hvornår vi kan erobre bolden og komme afsted.

Det andet opgør, Viborg og AaB spillede, var i december, hvor aalborgenserne vandt 2-0 på Nordjyske Arena.