CV: Emre Mor er en vanvittig historie
Foto: AP Photo/Polfoto/Martin Meissner
Superliga

CV: Emre Mor er en vanvittig historie

I en ny bog fortæller Carsten V. Jensen om forløbet omkring salget af Emre Mor til Borussia Dortmund.

Det var en stor aften for Emre Mor i tirsdags, da han kom på banen for Borussia Dortmund i Champions League-kampen mod Real Madrid og hans store idol Cristiano Ronaldo. Det er et tegn på, at det er gået meget hurtigt for den dansk-tyrkiske offensivspiller, der indtil i sommer spillede for FC Nordsjælland.

I en ny bog fortæller FC Nordsjællands sportsdirektør Carsten V. Jensen om det utrolige forløb omkring Emre Mor. Bogen ”Fodboldbossen” kommer på gaden dette efterår med interviews med nogle af de mest markante sportsdirektører og sportschefer i dansk fodbold, der fortæller om livet som klubboss i den danske Superliga.

I en snak om det lunefulde transfervindue kommer Carsten V. Jensen blandt andet ind på salget af Emre Mor.

- Emre Mor er en vanvittig historie. Det var min kollega Jan Laursen, der var hovedmand i at hente Emre i Lyngby, og der var en del konkurrence fra andre danske klubber. Vores scout, Steen Nedergaard, havde været ude at se ham spille og havde selvfølgelig en masse godt at sige om ham, så vi var glade, da det lykkedes os at få ham til FC Nordsjælland. Jeg kan huske, at Jan Laursen og jeg på et tidspunkt sad med klubejer Allan K. Pedersen og så vores U19-hold. Det var en træningskamp mod Wigan, hvor Emre viste sig fra alle sider, både de gode og dårlige. Heldigvis flest gode. Og jeg sad og tænkte, hvem er det lige, vi har fået ind her?

- Vi blev hurtigt enige om, at ham skal vi hurtigst muligt have lavet en længere kontrakt med. Det var et ufatteligt potentiale, der løb rundt derinde, og som vi sad og så folde sig ud. Han gjorde grin med de der store, vildt tacklende englændere, der bare ikke kunne fange ham, fortæller Carsten V. Jensen i bogen ”Fodboldbossen”.

Carsten V. Jensen fortæller, at der hurtigt var mange klubber, der viste interesse for Emre Mor.

- Emre var blevet en fast del af vores Superliga-hold, og det var en helt utrolig periode, hvor han flyttede sig gevaldigt. Det var dejligt at se, for Emre har virkelig haft vanskelige vilkår og en svær vej til toppen. Han har ikke haft den letteste ungdom, men han rykkede sig meget personligt og som spiller, og selvom det ikke var planen, at Emre absolut skulle videre, var vi som klub godt stillet i forhold til et salg, fordi vi havde fået forlænget hans aftale. Der var flere seriøse henvendelser, og vi fornemmede efterhånden, hvilken vej det ville gå.

- Det var gået stærkt, for otte måneder efter, at vi havde siddet og set Emre Mor drive gæk med Wigan-spillerne for U19-holdet, sad vi på kontoret i Dortmund og talte med deres sportsdirektør, Michael Zorc. Men vi var i en god position. Vi havde jo spilleren, som vi skulle forhandle om på vores side, og det er det stærkeste kort, man kan have. Vi sad overfor en stor klub, og det kunne mærkes. Det er faktisk sådan, synes jeg, at jo større klub, der sidder på den anden side af forhandlingsbordet, jo mere enkelt er det at komme i mål med handlen. Det har været min erfaring gennem årene. Det behøver ikke være så kompliceret med de store klubber, og der er ikke så mange hvis'er og men'er. Det kan ofte stå på en halv side, det man bliver enige om, siger Carsten V. Jensen i bogen ”Fodboldbossen”, der udkommer på Byens Forlag.

Bogen er skrevet af journalisten og fodboldkommentatoren Adam Møller Gomaa, der har talt med en række af Superligaens sportschefer og sportsdirektører i bogen "Fodboldbossen"