Video : Tipsbladet
Superliga

Danske klubber lurer på svensk angrebstalent

Et par danske klubber har fået øjnene op for den unge angriber Mohammad El Kayed, der scorer mål på samlebånd i den tredjebedste række.

Transfervinduet er lukket, men inden man for alvor får set sig om, åbner det igen, og de danske klubber er for længst gået i gang med at forberede de strabadser, der venter i den første måned af 2018.

En af de spillere, der kan have kurs mod Danmark, er det svenske angrebstalent Mohammad El Kayed, der tørner ud for Prespa Birliks i den tredjebedste svenske række. I denne sæson har 20-årige El Kayed scoret 15 mål og lavet fem assists, og han er klar til at tage næste skridt i karrieren.

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger har to klubber i Superligaen fået øjnene op for Mohammad El Kayed, og det bekræfter Ercan Kerim, der er direktør i Prespa Birliks.

- Det er korrekt, at der har været nogle danske klubber og se på ham. Mohammad har haft en fantastisk sæson indtil videre, og det er kun naturligt, at der er klubber, som følger ham og viser interesse. Han har en meget attraktiv spillestil, og han kan nå et internationalt niveau, siger Ercan Kerim til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Vi har fire kampe tilbage af sæsonen, og lige nu er alles fokus rettet mod slutspurten og muligheden for oprykningsspil. 

Mohammad El Kayed har et år tilbage af sin kontrakt med Prespa Birliks.