Video : Tipsbladet
Superliga

DBU-formand uenig i kritik: Vi har lagt alt frem

Hvis DBUs repræsentantskab på lørdag siger ja til en række ændringer i vedtægterne, står Divisionsforeningen til at få mere magt, lyder kritikken.

I et åbent brev advarer fodboldjuristen Per Sjøqvist om det fremsatte forslag, og at han vil stemme imod forslaget da det bryder love og regler i både UEFA og FIFA.

Kritikken går blandt andet på, de delegerede på repræsentantskabsmødet ikke er med på, hvad ændringer kan få af konsekvenser. Den kritik er DBUs formand, Jesper Møller, ikke enig i.

- Vi har lagt tingene frem. Det væsentligste for os er aftalernes indhold. Det har vi lagt frem i efteråret. Så har vi bedt juristerne og advokaterne om at kigge på, hvordan aftalen juridisk og lovmæssigt kommer til udtryk i vores love. Det er en formalitet. Man kan vælge den ene eller anden løsning. Jeg oplever ikke, at der har været tvivl om det. Vi har valgt at sige, at bestyrelsen ikke skal gå og lege jurister. Der må vi lytte til den rådgivning, vi får, og så skal vi træffe en beslutning på et tidspunkt. Når der er lovændringer, lægger vi altid forslagene frem på den her måde. Det er der ikke noget nyt i, siger Jesper Møller til BT.

Hvis de delegerede stemmer ja, træder en allerede planlagt aftale i kraft.