Superliga

Den nye dreng: Mos bliver et hit

Nedtællingen til Superligaen er i gang. Tipsbladet.dk varmer op med "den nye dreng i klassen" fra hver af de 12 klubber.

Hvem bliver vindere, tabere og topprofiler i forårets Superliga?

Tipsbladet.dk tager frem mod forårspremieren temperaturen på Superligaen og gør det med udgangspunkt i en ny spiller fra hver af de 12 klubber.

I dag: Osama Akharraz, AGF

Hvorfor fortjener du en plads i startopstillingen?
- Jeg har en masse ting at byde ind med. Jeg er teknisk dygtig, hurtig på fødderne, og så er jeg god til at finde hullerne i modstanderens forsvar. Desuden er jeg sulten. Rigtig sulten.

Hvad kan fansene se frem til fra din side?
- De får en spiller at se, som tænker holdet frem for sig selv, og en spiller, som nyder at spille fodbold. De kan også se frem til en spiller, som vil gøre alt for at vise sig frem for hele Aarhus.

Hvem udover dig selv, leverer et stærkt forår på holdet – og hvorfor?
- Jeg tror, Stephan Petersen kan få et rigtig godt forår. Han har været hårdt ramt af skader, men han kan utrolig mange ting. Han er virkelig en dygtig spiller. Jeg synes, han har landsholdsklasse, når han rammer sit topniveau.

Forårets profil i Superligaen?
- Jeg tror, FC Københavns nyindkøbte angriber, "Mos" (Mustafa Abdellaoue, red.), kan blive et stort hit. Han er lige kommet til, men jeg tror, han er en god spiller. Den anden dag sad jeg og så hans bror, "Moa", spille landskamp for Norge, og han er virkelig god. Så måske kan lillebror nogle af de samme ting.

Hvem vinder guld, sølv og bronze?
- FC København er stærke, og de ved, hvordan man vinder fodboldkampe. Så de vinder Superligaen. Det er meget åbent på de næste pladser, men det står mellem FC Nordsjælland, FC Midtjylland, OB og os selv at fordele medaljer og Europa Cup-pladser. 

Hvem rykker ud?
- HB Køge er nok rykket ned. Derudover roder Lyngby, Brøndby og SønderjyskE rundt dernede. Brøndby rykker ikke ned, så det står mellem Lyngby og SønderjyskE at fordele den sidste plads, tror jeg.

Hvor ender I selv?
- Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne blande os deroppe, hvor det er sjovt. Det er som sagt rigtig tæt bag FCK. Men jeg tror på en slutplacering i top fem.