Video : Tipsbladet
Superliga

Det næste storsalg? Randers-profil på fornem liste

Randers FC har udviklet de to bedst placerede danskere på Golden Boy-listen. Det er vi stolte over, siger cheftræner Rasmus Bertelsen til Tipsbladet.

En af de mest prestigefyldte priser i international fodbold er den såkaldte Golden Boy-pris. Den uddeles hvert år til den bedste spiller under 21 år i international fodbold, men før vinderen kåres, offentliggøres et større felt af nominerede.

Her er Danmark og Superligaen ofte godt repræsenteret. Også i år.

Den bedste dansker på listen er midtbanespiller Mads Enggård fra Randers FC, som er nummer 56, mens Brøndby IF-angriber Filip Bundgaard er nummer 67 og dermed næstbedste dansker på listen.

Og selvom sidstnævnte lige nu er i Brøndby IF, er begge spillere primært udviklet i Randers FC. Kronjyderne nævnes normalt ikke som en af Danmarks primære talentfabrikker, men at de har udviklet de to bedste U21-spillere lige nu ifølge Golden Boy, glæder i den grad klubben.

- Det er da pudsigt. Men det er noget, vi er virkelig stolte af, siger Rasmus Bertelsen, cheftræner i Randers FC, til Tipsbladet.

- Vi var også stolte i efteråret, da de begge var på U21-landsholdet i en alder, hvor de også kan være på det næste U21-kuld.

- De repræsenterer også, hvad vi gør godt i Randers. Filip er fra vores egen baghave, og det er lige før, at vi kan sparke bolden over til hans forældre her fra træningsbanen. Og så er der Mads, som vi har hentet fra et andet miljø, hvor han ikke rigtig blev prioriteret og ikke brød igennem, men som vi har kunnet flytte.

- Det er de to cases, vi har med unge spillere her. Der er de lokale, som vi arbejder med, og så har vi dem, hvor vi er dygtige til at scoute og finde dem og pudse dem af. Det repræsenterer sgu meget godt det gode talentarbejde, vi får lavet.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Mads Enggård i kamp i Superligaen. Foto: Alamy

Det næste rekordsalg?
Mens Filip Bundgaard længe var en del af førsteholdet i Randers FC, før han blev solgt i vinter, er Mads Enggård en forholdsvis ny profil på holdet.

Over det seneste års tid er han blevet fast mand på kronjydernes midtbane, og Rasmus Bertelsen har set store fremskridt hos 20-årige Mads Enggård.

- Selvom han ikke er den største, har han altid haft en fysisk spillestil i forhold til, at han ikke er bange for duellerne. På den måde har han haft okay let ved at gå ind i seniorfodbold, men så har der været lidt med tempoet og spilopfattelse, hvor tingene bare går hurtigere. Der flytter han sig godt i øjeblikket.

- Det var lige før, at han lagde for meget pres på sig selv i efteråret. Det er også en ung alder at være nøglespiller i. Det har vi fået snakket lidt med ham om: At selvfølgelig skal han tage ansvar, men han skal også prioritere sin egen udvikling og ikke føle, at han er for afgørende. Han er stadig ung og i gang med at samle erfaring. Der synes jeg, at han spiller en lille smule mere ubekymret i foråret, så jeg er meget tilfreds, siger Randers-træneren.

Filip Bundgaard blev jo rekorddyr, da han blev solgt til Brøndby. Bliver Mads Enggård også det en dag?

- Det kan meget vel tænkes. Han har i hvert fald stor seniorerfaring i en ung alder og spiller på et hold, der spiller noget relativt moderne fodbold. Han har masser af kompetencer på den centrale midtbane med sin afviklingshastighed og prestempo, som har noget internationalt snit over sig, så det kan han godt blive,

- Filip spiller så i den ende af banen, hvor spillerne bare koster lidt mere, så det er ikke sikkert, at det når derop, men det kommer også an på, hvordan efterspørgslen er, og hvordan en interesseret klubs økonomi er.

Er der flere andre talenter på vej?

- I de sidste to kampe har vi jo sat en spiller ind, der slet ikke er i Superliga-truppen, men har været den mest spændende på vores U19-hold i de seneste måneder. Nemlig Mike Themsen. Han har virkelig også noget spændende over sig.

- Og så har vi to lovende, som vi også tog op tidligt, i Sabil Hansen og Laurits Pedersen (begge 18 år, red.), som har været inde og snuse til det. Jeg synes, vi har en god generation på vej, slutter Rasmus Bertelsen.

Foruden Mads Enggård og Filip Bundgaard er Tobias Slotsager fra OB sidste dansker på Golden Boy-listen. Han er nummer 74 på listen.