Dommen er klar: Federico Santander ude i flere måneder
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

Dommen er klar: Federico Santander ude i flere måneder

FC København kommer til at undvære angriberen Federico Santander i flere måneder

FC Københavns angriber Federico Santander måtte onsdag aften udgå af Champions League-playoff-matchen mod Qarabag FK med en skade. Efter kampen var signalerne fra manager Ståle Solbakken ikke opløftende, da han forklarede, at der formentlig var tale om et brud hos angriberen i skinnebens-regionen.

Nu har Federico Santander så gennemgået lægelige undersøgelser, og dommen er klar.

- Federico Santander kommer ikke i kamp i de kommende tre måneder på grund af en stressfraktur i hans skinneben.

- Santander skal nu undersøges nærmere i den kommende tid, hvor det vil blive afgjort, om han skal gennemgå en operation for skaden, skriver fck.dk i en kortfattet meddelelse.

Det betyder reelt, at FC København-angriberen er færdig for resten af efterårssæsonen og dermed må undværes i både Superligaen og Europa League i resten af 2017.

Federico Santander åbnede ellers det, der så ud til at kunne blive en Champions League-fest onsdag i Telia Parken, da han i første halvlegs afslutning bragte FC København på 1-0 mod Qarabag FK, men som bekendt sluttede kampen med 2-1, hvilket betyder, at Qarabag på grund af udebanemålet snupper pladsen i Champions League, mens FC København må lade sig nøje med et gruppespil i Europa League.