EfB-direktør klar til at opjustere målsætning
Illustration
Superliga

EfB-direktør klar til at opjustere målsætning

Esbjerg vil stadig ikke afskrive nedrykningen, men slår de FC Vestsjælland den kommende weekend, vil direktør Søren Poulsen se på målsætningen.

Det er vel indtil videre kun Martin Pusic, der har turdet sige, at han kigger opad i tabellen og går efter at komme ud i Europa i næste sæson med Esbjerg. Efter sejren over AGF i går, var Kian Hansen og Jakob Ankersen tæt på at hoppe med på vognen, mens Niels Frederiksen i TV3 Sports studie fortsatte med at tale om at undgå nedrykning.

Esbjerg har seks point ned til FC Vestsjælland under stregen og ét op til Brøndby på fjerdepladsen, og direktør Søren Poulsen er klar til at opjustere forventningerne til sit mandskab, hvis holdet slår FC Vestsjælland på lørdag.

- Stor ros til hele holdet. Lige nu handler det for vores vedkommende udelukkende om at klare os fri af nedrykningen. Men kan vi i weekenden besejre FC Vestsjælland, er det ikke utænkeligt, at vi efterfølgende laver en opjustering af målsætningen, siger direktør Søren Poulsen i følge JydskeVestkysten.

Esbjerg vandt 3-0 over AGF i går og er det klart bedste hold i Superligaen i foråret, hvor de har fået 13 af 15 mulige point.