EfB-profil håber at kopiere forårsopturen fra 2013
Foto: Mads Hansen/Polfoto
Superliga

EfB-profil håber at kopiere forårsopturen fra 2013

Jonas Knudsen var glad for en god start med sejren over Silkeborg IF, som kan tillade Esbjerg fB at kigge en smule opad i tabellen. Klubben står nu i en situation, som er meget lig den fra foråret 2013, hvor holdet også åbnede året under et stort pres.

De fleste Superliga-klubber har understreget betydningen af en god start i foråret for at komme godt fra land forud for de kommende runder i den første halvdel af 2015.

Jonas Knudsen fra Esbjerg fB var også glad for holdets 3-1-sejr på udebane over Silkeborg IF, og den unge venstreback var særdeles tilfreds, da han kunne drage paralleller mellem den nuværende situation og den, som klubben var i for to år siden.

Før foråret 2013 var holdet blot ét point foran Silkeborg IF under stregen, og i forårets første kamp vandt Esbjerg med 2-1. Det satte gang i en stor optur for vestjyderne, der endte med at vinde pokalturneringen og tage en fjerdeplads i Superligaen, og det kan godt minde om den situation, som EfB er i disse måneder.

- De seneste to år har forårsstarten været meget vigtige for os. For to år siden lå vi tæt på stregen, da vi vandt over AGF i forårets første kamp, og derfra kom vi kun længere op i tabellen, så lige nu er det dejligt, at vi vandt over Silkeborg, så vi har otte point ned til stregen og en rigtig god målscore, siger Jonas Knudsen til tipsbladet.dk.

- Jeg er den spiller, der har været længst tid i truppen, så jeg var glad for at få en sejr, for jeg ved, hvad det betyder for holdet at gøre det godt fra start. Vi går et svært program i møde, så derfor var en sejr i den første kamp rigtig vigtig.

Esbjerg fB er med sejren på syvendepladsen i Superligaen og passerer SønderjyskE og Hobro på vej op i tabellen, og Knudsen var spændt på at se, hvordan holdet ville folde sig ud efter vinterens transfervindue, hvor der er sket en del til- og afgange. Martin Pusic og Jakob Ankersen er blandt de ansigter, der er forsvundet, så derfor var den unge venstreback også glad for at se de nye ansigter levere.

- Det betyder rigtig meget for os. Det handlede for os om at se, hvordan vi stod med et ret nyt hold, og det var også svært at vide, hvad Silkeborg kom med med en ny træner. Det var vigtigt for os at komme godt i gang, så en sejr giver os selvtillid. Det skal i høj grad være vores brændstof i foråret, at vi får mere selvtillid som hold, så jeg ser frem til de kommende kampe, siger han og fortsætter:

- Det var positivt at se de nye. Erik Friberg er en rigtig god spiller, der gjorde fint på midten. Han virker til at ville have bolden, og han er altid klar til at modtage den, så umiddelbart var jeg meget glad for at se det, han leverede. Daniel (Larsson) kom også ind og leverede et fint indtryk. Jeg var også glad for at se Lasse (Rise, red.) score. Jeg synes i det hele taget, at det var godt at få angriberne i gang med at score nogle mål. Vi har mistet mange mål her i transfervinduet i Pusic og Jakob (Ankersen, red.), så det var godt at se, at vi lavede et par mål, siger Jonas Knudsen.

Jonas Knudsen og Esbjerg fB møder næste mandag AaB på udebane i Superligaen.