Efter nyt profilsalg: Nu skal Esbjerg handle
Foto: EfB
Superliga

Efter nyt profilsalg: Nu skal Esbjerg handle

Esbjerg har sagt farvel til Jonas Knudsen, men nu ryger der ikke flere spillere. I stedet skal der handles.

Listen over spillere, Esbjerg har sagt farvel til det seneste års tid, er efterhånden ret markant. Eddi Gomes, Jakob Ankersen, Martin Pusic og senest Jonas Knudsen er nogle af de navne, der har sagt farvel i den vestjyske Superliga-klub. Mandag blev Jonas Knudsen solgt til engelske Ipswich Town.

Nu er tiden kommet til, at der skal spillere den anden vej. Esbjerg har allerede sagt goddag til Leon Jessen og Nicki Bille Nielsen denne sommer, men der kommer flere til, inden vinduet smækker i om en måned.

- Vi skal ud og handle nu. Vi er på markedet, og det har også været tæt på et par gange, hvor det så er faldet til jorden lige til sidst - blandt andet fordi spilleren alligevel ikke vil til Danmark. Sådan er der så mange ting, når en handel skal på plads. Men vi er aktive og kigger på at tilføje en-to spillere, inden transfervinduet lukker, siger Niels Erik Søndergaard fra Esbjergs sportslige ledelse til tipsbladet.dk.

Selv om Esbjerg har en afløser for Jonas Knudsen i truppen i form af Leon Jessen, er det alligevel i forsvaret, at der er det største behov for en ny spiller.

- Det er klart, at når vi kigger på forsvaret, så kan vi konstatere, at vi har lukket rigtig mange mål ind - det er dog ikke alene forsvarets skyld. Men vi ser lidt tynde ud, og det skal vi have gjort noget ved. Vi har ikke mange garderinger i forsvaret, og det går ikke i en fysisk krævende sæson. Det er lidt det samme på midtbanen, fastslår Niels Erik Søndergaard.

Han glæder sig over handlen med Jonas Knudsen, som har indbragt Esbjerg et solidt millionbeløb.

- Vi har fået en fin pris, og det var en fair handel. Da vi forlængede kontrakten med Jonas, var det aftalen, at han skulle af sted nu, siger Esbjerg-bossen, der tager det med oprejst pande, at mange profiler har forladt klubben det seneste års tid:

- Det kommer tit i klumper sådan noget. Vi havde en masse unge spillere, som især i sæsonen 2013/2014 fik lov at boltre sig, og det gjorde, at flere kom på landsholdet og voksede ud af de rammer, vi har i Esbjerg. Som klub er vi kun glade og stolte over, at vi har udviklet så dygtige spillere, og jeg synes stadig, der er en stor talentmasse i klubben.

Esbjerg møder i aften Viborg i Superligaen.