Enevoldsen kæmper for at ramme topformen
Illustration
Superliga

Enevoldsen kæmper for at ramme topformen

Thomas Enevoldsen kæmper endnu for at komme helt op i omdrejninger, men når han rammer topformen, er han klar til at tage mere ansvar i den danske mesterklub.

Siden hjemkomsten til AaB er det blevet til godt med spilletid i den stribede trøje for Thomas Enevoldsen. Den 27-årige offensivspiller har været med i mange kampe for nordjyderne, og selvom han endnu mangler noget formmæssigt, er han godt tilfreds med sin egen sæsonstart.  

- Jeg er glad for, at jeg har spillet så meget. Det havde jeg ikke regnet med, da jeg startede herude. Det har været svingende, for der har både været gode og dårlige ting. Sådan er det desværre, når man har været ude i lang tid med skader. Det handler om at spille og træne så meget som muligt, for så kommer skarpheden, overskuddet og timingen løbende. Jeg er ikke så bekymret, for selvom jeg har været tilfreds, er der plads til forventninger, siger Thomas Enevoldsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Helenius: Kan se mig selv i AaB i tre år endnu

Han arbejder fortsat på at komme helt op i omdrejninger oven på en lang periode med skader og manglende spilletid.

- Jeg kæmper hver dag, og man håber jo, at det kommer med det samme, men realistisk set kommer der til at gå noget tid. Det kan være, at der kommer til at gå 10-15 kampe, før man begynder at vise de gode ting på stabilt niveau. Jeg har også lavet gode ting, for jeg spillede godt mod Zagreb, men spillede så dårligt mod OB. Sådan er det bare i starten. Det er svingende, så det handler om at klø på. Så skal det nok komme, siger Thomas Enevoldsen.

Den 27-årige AaB'er er glad for at være tilbage i klubben, hvor han glæder sig til at få regelmæssig spilletid og gøre en forskel.

- For mit vedkommende handler det om at komme i gang med at spille fodbold igen. Jeg havde et helt år i Belgien, hvor jeg ike spillede. Jeg har været glad for at være i udlandet, hvor jeg har oplevet meget på godt og ondt. Der har været gode oplevelser og dårlige oplevelser, og når man har været ude i så lang tid, er det ikke sjovt. Man er i udlandet for at spille, og når man sidder ude med en skade i lang tid, bliver det nogle lange dage. Da AaB meldte sig på banen, vidste jeg, at jeg gerne ville det, for jeg har det godt her, og jeg ved, at holdet spiller en form for fodbold, der passer mig. Jeg kan se mig selv spille godt på det her hold, siger Enevoldsen, der er klar til at tage mere ansvar på AaB-holdet, når han rammer topformen.

- Jeg skal bidrage med erfaring, men det kommer også til at tage tid, før jeg er på det rette niveau. I starten koncentrere jeg mest om at stå rigtigt på banen og hjælpe holdet. Defensivt handler det om at ligge godt, og når jeg har overskud, kan jeg komme med de offensive aktioner, jeg er god til. Det skal der gerne komme flere af, når jeg kommer i bedre form, siger han.

LÆS OGSÅ: AaB holder balancen med koldt og varmt vand

Netop hans erfaring kan AaB få brug for på onsdag, når Dinamo Zagreb er modstanderen i returkampen i Champions League-kvalifikationen. AaB tabte 0-1 i første kamp, men Thomas Enevoldsen tror på avancement.

- Jeg har prøvet mange ting i min karriere, og det, vi skal på onsdag, har jeg prøvet før. Jeg kan fortælle de unge, at det ikke er ovre. Jeg har prøvet at være bagud med mere og vinde alligevel. Vi tabte 0-2 til Manchester City for nogle år siden, men vandt alligevel 2-0 på hjemmebane, så jeg har prøvet det, der var værre. Det handler om at tro på det. Første halvleg er slut, og vi er bagud 0-1, men sådan en kamp kan stadig vindes, siger Thomas Enevoldsen.

AaB's kamp mod Dinamo Zagreb spilles onsdag aften klokken 20.45 i Kroatien.