AaB holder balancen med koldt og varmt vand
Illustration
Superliga

AaB holder balancen med koldt og varmt vand

AaB-træner Kent Nielsen vil ikke klage over et presset kampprogram, for holdet har reageret godt på kampene i Superliga og Europa. Derfor er der friskhed i AaB-truppen trods småskavanker hos enkelte spillere.

Både Jakob Ahlmann og Kasper Risgård er med i den AaB-trup, der i dag tirsdag drager sydpå for at møde Dinamo Zagreb i den afgørende Champions League-kvalifikationskamp i Kroatien.

Efter et presset opstartsprogram i Superligaen og Europa har AaB-truppen været ramt på flere fronter, men nu lysner det, fortæller cheftræner Kent Nielsen.

- Det ser fornuftigt ud. Risgård blev testet mandag, og det ser fint ud. Ahlmann har trænet med, og han kommer også med til Zagreb. Jeg har en klar forventning om, at Risgård bliver klar, og jeg kan ikke udelukke det samme med Ahlmann, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk.

AaB er midt i de såkaldte engelske uger, hvor klubben både spiller kampe i weekenden og i midtugen, men hvor blandt andre Esbejrg fB har klaget over et travlt program, tager AaB-lejren det roligt. Kent Nielsen har fokus på at balancere presset på truppens ydeevne.

- Efter kampene har vi meget fokus på restitution, men det startede jo allerede sidste år, og jeg synes, at vi allerede dengang var gode til at spille i de travle perioder. Folk havde mange forbehold inden kampene, men når vi så fik resultatet, var der ikke nogen, der bemærkede, at vi klarede det. Vi havde det sådan, at kampen mod OB havde stort fokus fra os, og jeg synes, at vi klart stod distancen rent fysisk.

- Vi har en veltrænet trup, og vi har gjort os store anstrengelser i forhold til restitution. Mandag var spillerne i svømmehallen for at gå i kolde og varme bade, hvilket jo er det nye i den her verden. Der er sikkert store klubber, der har den slags på deres træningsanlæg, men vi må så bruge nogle andre steder. Det fungerer godt for os, og vi føler os ikke fysisk på rødglødende, siger Kent Nielsen, der dog har noteret sig, at flere af klubbens profiler er et stykke fra topformen.

- Vi har en erkendelse af, at der er en del spillere som Thomsen, Würtz, Helenius og Enevoldsen, som af forskellige årsager har været skadet. Det tager tid at komme helt op, og det er vi bevidste om. Vi er glade for, at Helenius fik 90 minutter mod OB, og selvom der er et stykke til hans topniveau, bidrog han med gode ting og havde en fod med i målet. Det lysner, og vi får flere og flere muligheder, siger Kent Nielsen.

LÆS OGSÅ: Allan Gaarde: Kan frygte sidste uge i transfervinduet

Han vil altså ikke synge med på sangen om, at det er hårdt at spille flere kampe om ugen.

- Nej. Man er udfordret på både fysisk og mentalt, men spillerne skal have stor ros, og vi har også hjulpet dem på vej. Det er lykkedes i store træk, og sidste år skabte vi også resultater, selvom vi i perioder havde pokalkampe. Vi slap også fint fra det dengang, siger han.

Cheftræneren har i det hele taget været tilfreds med AaB's start på sæsonen, der har givet fem point i kampene mod SønderjyskE, FC Midtjylland og OB, hvor AaB også har skulle balancere mellem det kolde og det varme vand - mellem Superliga og Europa. 

- Kampene mod SønderjyskE og OB minder om hinanden, idet modstanderen overlod bolden til os. Vi var væsentligt bedre med bolden mod OB, men vi gav lidt naivt nogle omstillinger væk den anden vej. Det gjorde, at vi var sårbare og OB kunne have scoret. Det var tæt på at være perfekt, og vi er bevidste om, at vores mål var et resultat af, at vi bliver ved med at holde fast i det, vi laver.

- Vi skal hele tiden finde en balance, og overordnet har vi hele tiden præsteret. Der var nogle få perioder mod OB, hvor vi ikke var tilfredse, men ellers spillede vi en fin kamp. Vi ville gerne producere flere chancer, men OB var gode til at være kompakte. Vi var ikke nærheden af at vinde kampen, men vi var heller ikke tæt på at tabe. Vi vandt noget på det spillemæssige, men summa summarum er det gået fint, og vi har også givet spilletid til nogle af de unge spillere, siger træneren, der bemærker det nye unge kuld på AaB-holdet.

-  Viktor Ahlmann, Børsting og Thrane har fået debut, og Blåbjerg har spillet på en uvant plads og tredoblet sit antal af kampe. Vi kunne godt tænke os flere point, men det har ikke været helt så tosset, siger han.

AaB møder Dinamo Zagreb på udebane onsdag aften klokken 20.45. I weekenden er modstanderen FC Nordsjælland lørdag klokken 17.00 på hjemmebane.

LÆS OGSÅ: Helenius: Kan se mig selv i AaB i tre år endnu