Superliga

Er Simon C. til salg?

Såvel FC Midtjylland som Brøndby jagter HB Køges Simon Christoffersen. Men er den store, 20-årige frontangriber overhovedet til salg?

Onsdag kunne tipsbladet.dk fortælle, at HB Køges to-meter-mand Simon Makienok Christoffersen er et endog meget varmt emne i flere danske topklubber. FC Midtjylland har budt på den 20-årige målsluger, og også Brøndby følger angrebstalentet meget nøje. Nøjagtig som flere tyske og belgiske klubber gør det. Indtil videre har Christoffersens nuværende klub, HB Køge, imidlertid afvist alle bud og sendt alle bejlere hjem. Spørgsmålet er derfor, om U21-landsholdsspilleren ovehovedet er til salg?

- Simon er en spiller, vi har en lang kontrakt med, og så længe vi synes, det her er det ideelle sted for ham at være, beholder vi ham. Det handler om udvikling af den enkelte spiller, og vi er glade for, at der er henveldelser på Simon, men jeg vil vurdere, at der er rigtig gode chancer for, at Simon også er i HB Køge, når transfervinduet lukker, siger HB Køges sportschef, Per Rud, til tipsbladet.dk.

Opmærksomheden omkring Simon Christoffersen, der i mandags ydnyttede sin størrelse og hovedstødsstyrke til at score et overbevisende mål mod bejleren FC Midtjylland, er dog så stor, at HB Køge kan blive nødt til at vinke farvel til klubbens største profil og salgsobjekt. Det ved Per Rud, men sportschefen sælger langt fra til hvem som helst.

Læs også: En to-meter-mand med is i maven

- Vi er rigtig glade for, han er her, men vi lever også af at købe og sælge spillere, så hvis den rigtige klub kommer, skal han også afsted. Men det skal være den helt rigtige klub, og den rigtige pakke for både Simon og HB Køge. Og der har vi ikke været endnu, siger Rud med henvisning til de bud, der allerede er tikket ind på hans kontor.

Simon Christoffersen har i denne sæsons to første kampe scoret et enkelt Superliga-mål. I sidste sæson scorede den høje, blonde angriber 16 gange, da HB Køge rykkede op fra 1. division.