En to-meter-mand med is i maven

Bragt i Tipsbladet 24. juni 2011

Jeg må læne nakken tilbage, da vi hilser på hinanden. 200 centimeter er der fra gulvet til toppen af den kasket, der dækker Simon Makienok Christoffersens lyse lokker. Den fremstrakte arm er tatoveret helt fra det grønternet skjorteærme ned til håndleddet.

»Det er et japansk tema. Jeg har altid været fascineret af den stil,« forklarer den lange HB Køge-angriber, inden han går videre til tegnene på indersiden af den venstre underarm.

»Denne her fik jeg sammen med min bror. Der står Makienok på indisk,« siger han med henvisning til det polske mellemnavn, som han og den fire år ældre storebror har fået fra morens side af familien. I dag har de dog ingen relationer til Polen.

»Det er den tatovering, der betyder mest for mig, i og med at den har en forbindelse til min bror. Vi har et meget tæt forhold. Vi laver næsten alting sammen og ser hinanden stort set hver dag. Når jeg ikke er sammen med min kæreste, så er jeg altid sammen med min bror og vennerne. Vi går rigtig godt i spænd, og vi har aldrig været uvenner eller noget i den retning. Vi minder utrolig meget om hinanden, og det har sikkert også en del at sige. Alle folk, der kender mig, siger, at når de ser mig, så ser de også min bror. Han er min bedste ven - og min trofaste fan,« fortæller den 20-årige angriber.

Derfor bruger han sin bror som sparringspartner. Responsen tillægger han stor betydning for den gennembrudssæson, han netop har oplevet. For to sæsoner siden fik han ti efterårskampe som indskifter, da HB Køge rykkede ud af Superligaen, men en ledbåndsskade med efterfølgende operation og genoptræning satte en stopper for udviklingen i foråret 2010.

Efter salget af Henrik Toft til OB sidste sommer fik Simon Christoffersen imidlertid chancen, og de 16 fuldtræffere i 1. division blev en særdeles vigtig brik i klubbens vej tilbage mod landets bedste række.

»Det ville jeg have det helt fint med. Jeg har godt tænkt over, at nu er det mig, der spiller fast i angrebet, og at jeg skal levere, hvis vi skal lave mål og få point på kontoen. Det lægger selvfølgelig et pres på én,« lyder svaret med en dyb og rolig stemme.
Der er imidlertid ingen frygt for ikke at slå til, understreger han.

»Der er selvfølgelig tanken om, hvad folk vil sige, hvis man ikke scorer mål, men det er ikke noget, jeg tænker synderligt meget over. Jeg ved, at jeg kan score mål, og hvis jeg gør, som jeg altid har gjort, så ved jeg også, at jeg nok skal få dem i kassen, selv om det er en del sværere i Superligaen end i 1. division.

»Så må jeg jo arbejde endnu hårdere. Jeg vil mere blive nervøs, hvis jeg slet ikke kommer frem til chancer. Det er jeg sikker på, at jeg nok skal gøre, og hvis jeg ikke får puttet dem ind i de første par kampe, så vil jeg stadig blive ved med at tro på mig selv og på, at det nok skal vende. Min egen erfaring er, at mål ofte kommer i stimer. Der kan godt gå et par kampe, hvor man ikke scorer, men så kommer der to-tre kampe, hvor man laver fire-fem mål.«

»Hvis jeg kommer frem til chancerne, så skaber det ikke de store bekymringer hos mig ¿ og det kræver derfor ikke det store arbejde. Men ellers sørger jeg altid for at selvtræne, så jeg kan holde skarpheden intakt. Her i opstarten har jeg lidt ømme ben, men når vi går i gang med sæsonen, så gør jeg det hver eneste dag.«

Læs mere på næste side