Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg fB-træner: Vil gerne have en stor, stærk angriber

Esbjerg-træner Lars Lungi Sørensen vil meget gerne have sin trup forstærket med en stor angriber.

Esbjerg fB rundede godt af som ubesejret i de seneste fire kampe inden jul, hvilket var med til at skyde holdet op på den aktuelle 12. plads i tabellen. Cheftræner Lars Lungi Sørensen, der kun stod i spidsen for efterårets sidste kamp ser frem til et spændende forår, hvor det altovertskyggende mål er at spille sig fri af nedryknings-faren gennem premieren på nedrykningsslutspillet.

I skrivende stund har Esbjerg sagt farvel til både Bjørn Paulsen og Ryan Johnson Laursen, der henholdsvis er skiftet til Hammarby og OB samt Leon Jessen og Daniel Stenderup, der fik kontrakterne ophævet.

Til gengæld har Esbjerg hentet to backs på leje, men det bliver efter alt at dømme slet ikke den sidste aktivitet, der kommer til at ske i den vestjyske klub inden transfervinduet lukker med udgangen af måneden.

Flere spillere kan være på vej ud og flere på vej ind.

Lars Lungi Sørensen har et klart ønske i forhold til en forstærkning til sin trup.

- Jeg ønsker mig en angriber mere. Der er nogle på tapetet, men der sker altid en masse ting i sådan et vindue, og måske kommer der nogle i overskud et sted og så videre. Og så må vi jo erkende, at i den situation, som vi er i, så er vi ikke førstevælgere særlig mage steder. Men kunne jeg frit vælge, ville jeg meget gerne have en stor og stærk angriber, der arbejder inde i boksen, og som vi kan spille bolden op på, siger Lars Lungi Sørensen til lokalavisen Esbjerg.

Esbjergs fem modstandere i grundspillets sidste fem kampe bliver Sønderjyske, Lyngby, Viborg FF, FC København og AC Horsens.