Esbjerg handler: Henter transferfri nordmand
Foto: Esbjerg fB
Superliga

Esbjerg handler: Henter transferfri nordmand

Esbjerg fB har sikret sig den norske forsvarsspiller Andreas Nordvik på en tre og et halvt år lang aftale.

Jonas Dal får forstærkning, når Esbjerg tager hul på forårssæsonen. Her mister klubben Michael Almebäck, der vender tilbage til Brøndby, men allerede nu har Esbjerg sikret sig erstatningen.

Der er tale om norske Andreas Nordvik, der skifter på en fri transfer til Esbjerg, når hans aftale med Sarpsborg 08 udløber 31. december 2015.

- Jeg er nået til et punkt i min karriere, hvor jeg gerne vil prøve mig af i en liga uden for Norge, og den danske liga er interessant for norske spillere. Vi har længe været i kontakt med Esbjerg, og nu er tidspunktet for et skifte perfekt. Jeg ved, at klubben har døjet lidt med at skabe resultater, og jeg kan forhåbentlig bidrage til, at vi forbedrer os. Jeg ser et stort potentiale i klubben og vil gerne være med i et langsigtet projekt i Esbjerg, siger Andreas Nordvik i en pressemeddelelse.

- Andreas er en duelstærk spiller, der hviler meget i sig selv, har den rette professionelle tilgang og med sin erfaring kommer til at give en masse til de andre på holdet. Han er god til at forsvare fremad, idet han er forudseende i sit forsvarsspil og ofte tackler frem i banen i stedet for at stå tilbage og afvente. Når der som forleden mod Hobro går tre mål ind ved os på 19 minutter, er det tydeligt, at vi mangler defensiv stabilitet. Det får vi ikke kun i kraft af Andreas, men ved at hele holdet i perioder kun skal tænke i en retning. Vi skal have skabt relationer og have et fælles billede af, hvordan vi vil stå defensivt, så modstanderne ikke kan bryde igennem, siger Jonas Dal.

Nordvik har fået en kontrakt frem til sommeren 2019 og skal altså være med til at rydde op i et Esbjerg-forsvar, der har haft store problemer denne sæson og senest lukkede fire mål ind mod Hobro. Han fortæller videre, at han rådførte sig med holdkammeraterne Lasse Heinze og Patrick Mortensen, der begge spillede sammen med nordmanden i Sarpsborg.

Nordvik kommer fra en tabt pokalfinale, er 28 år og har tidligere spillet for blandt andet Rosenborg BK.