Superliga

Evian: Krohn-Dehli er fremragende

Michael Krohn-Dehli kan meget vel være på vej væk fra Brøndby, og i Frankrig står Evian klar til at tage imod ham.

Michael Krohn-Dehli har længe lignet en spiller, der var fortid i Brøndby. Landsholdsspilleren har ikke lagt skjult på, at han gerne vil prøve noget nyt, og med et år tilbage af kontrakten med Brøndby er det også nu, klubben skal sælge, hvis man skal have en fornuftig pris for offensivspilleren.

- Vi er bevidste om, at der kommer et EM, som er et udstillingsvindue for en spiller som Krohn, som har utrykt ønske om at komme til udlandet igen. Vi ved også, at han sagtens kan være attraktiv for udenlandske klubber, og vi kigger på det, hvis der kommer et bud. Det er altid sådan, at der skal være en klub i den anden ende, som spilleren også synes er interessant, sagde sportschef Ole Bjur til tipsbladet.dk i går omkring Krohn-Delhis situation.

En af de klubber, der kan komme på tale, er den danskerglade klub Evian, som i denne sæson har rådet over Thomas Kahlenberg, Daniel Wass, Christian Poulsen og Stephan Andersen.

Evian har tidligere været sat i forbindelse med Krohn-Dehli, og klubbens sportsdirektør, Pascal Dupraz, bekræfter da også, at han er interessant for franskmændene.

- Han er også på vores liste, en stor liste, griner han og uddyber.

- Han er en fremragende spiller. I øjeblikket har vi fire danske spillere i klubben, og vores job er at bygge et nyt hold til næste sæson. Det virker logisk at ville have gode spillere, og for os har danske spillere været en succes, så hvorfor ikke fortsætte med det?, lyder det fra Dupraz.

Men selvom Evian gerne så Michael Krohn-Dehli komme til holdet, så afhænger det hele ikke kun af klubbens eget ønske om at tilknytte den danske landsholdsspiller.

- Vi vil have et godt hold, der er endnu bedre end det seneste, men det afhænger af økonomien og spillernes egne ønsker, siger Dupraz.

Brøndby spiller i aften sæsonens sidste kamp mod Lyngby, men Michael Krohn-Dehli er ikke med i truppen. Han har sammen med Dennis Rommedahl fået lov til at støde til landsholdets EM-træningslejr før tid.