Familiehensyn sendte Maazou til Randers
Foto: Randers FC
Superliga

Familiehensyn sendte Maazou til Randers

Det var ikke mindst hensynet til familien, der fik Moussa Maazou til at skrive under på en kontrakt med Randers FC.

Randers FC kunne onsdag præsentere en ny angriber i form af 27-årige Moussa Maazou, der kommer til klubben på en fri transfer.

Maazou har tidligere repræsenteret stor klubber som CSKA Moskva, AS Monaco og Bordeaux, men senest var han i kinesiske Changchum Yatai, hvor han gjorde det udmærket og fik masser af spilletid. Familiehensynet har dog sendt angriberen i hænderne på Randers FC.

- Det var et stort ønske for mig at komme tilbage til Europa. Fodboldmæssigt vil jeg ikke kalde mit år i Kina for hårdt, men det fungerede ikke med familien, som størstedelen af tiden boede i Paris. Og selvom pengene er vanvittigt store i Kina, og det er der, alle vil hen lige nu, så er det vigtigste for mig, at min familie har det godt. Det tror jeg, vi vil få her, siger Moussa Maazou til Randers Amts Avis.

Han har underskrevet en kontrakt på halvandet år med kronjyderne.