Fantastisk OB-kasse var nok trods rødt kort
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
Superliga

Fantastisk OB-kasse var nok trods rødt kort

OB leverede en mandfolkepræstation, da de tirsdag aften slog Randers med 1-0 - trods de kun var 10 spillere på banen.

OB har været spændende at følge i dette forår, hvor pilen for alvor har peget opad for Kent Nielsens tropper efter et miserabelt efterår. 

Tirsdag hed opgaven Randers, hvor formkurven har været anderledes nedadgående. Faktisk er det blot blevet til en sejr i dette forår - hjemme mod lige så håbløse AC Horsens. 

Rasmus Jönssson kunne efter 17 minutter bringe OB på 1-0 i et angreb, som Kent Nielsen sjældent ser bedre. Mikkel Desler fandt Joan Simun Edmundsson på højrekanten og færingen fandt Rasmus Jönsson på kanten af feltet, hvorfra svenskeren smukt placerede den i højre målhjørne til 1-0.

Kampen fik øget dramatik, da dommer Lars Christoffersen efter en halv time viste OB's Frederik Tingager ud for en tackling på Marvin Pourié.

Samtidig pegede Christoffersen på pletten. Straffesparket skulle Pourié tage sig af, men det gjorde tyskeren ikke specielt godt. Hans straffespark var svagt og blev reddet af en generelt godt spillende Sten Grytebust.

I anden halvleg pressede Randers på, mens det også blev til et par kontrachancer til OB.

Det blev dog ved 1-0, et resultat, der betyder, at Esbjerg, der nu har 10 point op til OB på andenpladsen i nedrykningspulje 1, skal spille play-off kampe om at undgå nedrykning til 1. division.