FC København er tæt på historisk Superliga-bedrift
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC København er tæt på historisk Superliga-bedrift

De har allerede sikret sig mesterskabet, og kan FC København holde dampen oppe de sidste fire kampe i Superligaen, skriver klubben sig ind i Superligaens historiebøger.

FC København har allerede sikret sig det danske mesterskab - det skete med uafgjort 1-1 i Farum i fredags - og torsdag den 25. maj kan klubben også vinde DBU Pokalen, når Ståle Solbakkens mandskab møder Brøndby IF i finalen.

Men ikke nok med, at FC København kan vinde 'the double': Klubben kan også gå over i Superligaens historiebøger, hvis FC København holder dampen oppe i de sidste fire kampe i Superligaen.

Kan FC København undgå at tabe mod Brøndby hjemme, Midtjylland ude, Lyngby ude og SønderjyskE hjemme, vil FC København blive det første hold i Superligaens historie (Superligaen blev oprettet i 1991), der går gennem en hel sæson uden at tabe. En utrolig bedrift, når man tænker på, at det er over 36 kampe, at klubben i så fald ikke vil have tabt. Aldrig tidligere er et hold gået ubesejret gennem en hel Superliga-sæson - tilmed har langt de fleste sæsoner har været med 33 kampe - og det fortæller også en historie om, hvor dominerende og hvor gode FC København har været i denne sæson.

FC København har i øvrigt allerede rekorden for færrest nederlag i en hel sæson - den satte holdet tilbage i 2011, også med Solbakken i spidsen. Dengang blev det blot til to nederlag i 33 Superliga-kampe. En enkelt gang er det sket, at et hold, det blot har tabt tre kampe på en hel sæson, ikke er endt øverst i Superligaen - det var i 1995/1996-sæsonen, hvor AGF kun tabte tre kampe, men alligevel måtte se Brøndby løbe med titlen (det var den sæson, hvor Mogens Krogh scorede med hovedet mod netop AGF).

Så kan Solbakkens mandskab få point i de sidste fire kampe, vil FCK skrive sig ind i historiebøgerne som det første og eneste hold i Superligaens historie til at gå gennem en sæson uden et nederlag. Uden tvivl noget, der må motivere FC København, der virker til at forstå vigtigheden af at kunen skrive sig ind i historiebøgerne. 

Allerede nu sætter FCK rekord for hver gang klubben går på banen og ikke taber, for ikke siden runde 31 i sidste sæson har FCK tabt en kamp i Superligaen - dengang tabte FCK 2-4 til Hobro.

Altså er FCK gået fra de sidste 34 kampe i Superligaen uden at tabe. Det er 13 kampe flere end den hidtidige rekord, som FCK og Brøndby delte.

Også rekorden for flest point nogensinde er inden for rækkevidde - en rekord, der allerede tilhører FCK i forvejen. I sæsonen 2010/2011 hentede klubben 81 point, mens klubben i denne sæson har hentet 78 point indtil videre.