FC Midtjylland appellerer udvisning af Tim Sparv
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

FC Midtjylland appellerer udvisning af Tim Sparv

Tim Sparv blev dagen før sin 30 års fødselsdag udvist. Nu har FC Midtjylland appelleret det andet gule kort til Fodboldens Disciplinærinstans.

Den finske midtbanespiller Tim Sparv måtte gå tidligt i bad søndag aften, hvor FC Midtjylland og Viborg FF spillede 0-0 i en kamp, hvor der stod FCM på det hele.

Tim Sparv, der fylder 30 år i dag, fik en yderst tvivlsom udvisning i forbindelse med et hjørnespark, hvor han blev screenet af Christian Keller, så han mistede balancen og sparkede blødt til Søren Reese, som han havde til opgave at mandsopdække.

Det takserede dommer Michael Johansen til et gult kort, og da Sparv havde fået gult tidligere i kampen, var det altså farvel til den defensive midtbanespiller.

Efter kampen fastholdt dommer Michael Johansen over for Onside, at tv-billederne bekræftede ham i kendelsen, men fra FC Midtjyllands side har man ikke opgivet at få Tim Sparv med i weekendens udekamp mod Randers FC.

Over for tipsbladet.dk fortæller sportsdirektør Claus Steinlein, at klubben har appelleret kendelsen.

- Ja, vi har sendt en indberetning til Fodboldens Disciplinærinstans i håb om at få omstødt det andet gule kort, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk.

- Jeg snakkede med Michael (Johansen, red.) efter kampen, og han står rigtigt på banen. I dommerrummet havde de også kun den første del af tv-billederne til rådighed, så jeg forstår godt den holdning, Michael har. Han så ikke billederne fra den anden vinkel, der viser, at Keller træder ham (Tim Sparv, red.) over tæerne, så Tim mister balancen. Det er jeg sikker på, at Michael kan se, når han ser alle tv-billederne, siger Claus Steinlein.

Michael Johansen vil være involveret i processen med at behandle indberetningen sammen med en gruppe i Fodboldens Disciplinærinstans, og Claus Steinlein håber på, at det fører til en omstødelse af det gule kort og dermed karantænen til Tim Sparv.

- Vi håber for Tim og for FC Midtjylland, at det ikke bliver til en dobbelt straf. Vi spillede 10 mand i en halv time, og det vil være en skam, hvis han nu også skal være i karantæne, siger han.

FC Midtjylland måtte nøjes med et enkelt point mod Viborg FF i en kamp, hvor hjemmeholdet vadede i chancer. Chancerne blev dog noget færre, da FC Midtjylland var en mand i undertal.

Før næste opgave mod Randers FC ligger FC Midtjylland nummer fire i Superligaen. Dog mangler Randers at spille mod OB og kan således sende FCM ned på femtepladsen.

Du kan herunder se highlights fra kampen: