Video : Tipsbladet
Superliga

FC Nordsjælland er Europas femteyngste hold

Kun fire mandskaber har i denne sæson stillet med yngre spillere end FC Nordsjælland på tværs af 31 europæiske ligaer, viser opgørelse. FC Helsingør er også i top 50.

Herhjemme har det fået megen opmærksomhed, at FC Nordsjælland fører Superligaen med et endog meget ungt hold. Det er måske ikke så underligt, for Kasper Hjulmands knægte er nogle af de yngste i Europa.

En ny opgørelse viser, at FC Nordsjælland har stillet med det femteyngste hold på tværs af 31 ligaer i Europa. Det er fodboldobservatoriet CIES, der står bag opgørelsen, som kan ses i sin helhed her.

Observatoriet har udregnet gennemsnitsalderen på startopstillingerne for de enkelte hold baseret på kampe i indeværende sæson. FC Nordsjællands gennemsnit er ifølge CIES 22,78. De øvrige i top 5 er:
Stal Kamianske (Ukraine), 21,67 år
NAC Breda (Holland), 21,96 år
Lokomotiva Zagreb (Kroatien), 22,37 år
Trencin (Slovakiet), 22,57 år

Den højestplacerede klub i de store ligaer er franske Lille på sjettepladsen. I alt 466 klubber er med i opgørelsen.

Øvrige danske hold i top 100 omfatter FC Helsingør på 48. pladsen (24,65 år), Silkeborg IF og Brøndby IF på en delt 82. plads (25,20 år) og AaB på 86. pladsen (25,21 år).