FC Nordsjælland: Vi arbejder på et Maxsø-skifte
Foto: Lars Rønbøg/ Getty Images
Superliga

FC Nordsjælland: Vi arbejder på et Maxsø-skifte

Forsvarsspilleren Andreas Maxsø kan meget vel blive den næste profil, som forlader FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland solgte kort inden sæson-premieren to store profiler i form af Marcus Ingvartsen og Stanislav Lobotka, og siden ligger det også fast, at midtbanespilleren Emiliano Marcondes forlader klubben til januar, hvor kontrakten udløber. 

Men inden da bliver det efter alt at dømme også til et salg af viceanfører og forsvarsgeneral Andreas Maxsø, der længe har været varm på transfermarkedet. 

Den 23-årige forsvarsspiller fortæller således til bt.dk, at han ikke regner med at være i klubben, når transfervinduet smækker i med udgangen af august. Og sportschef Carsten V. Jensen er på bølgelængde 

- Nu er vi på bagkant af en god sæson fra Maxsø, og så er det helt naturligt, at både han og vi arbejder på et skifte. Men der skal også lige være nogen derude, der vil lægge de midler, der skal til, siger Carsten V. Jensen til bt.dk

Andreas Maxsø har tidligere været sat i forbindelse med både FC København og Brøndby IF, men interessen for den dygtige forsvarsspiller rækker også ud over landets grænser.