Superliga

FCK overvejer tv-sololøb

FC København kan gå solo i en ny tv-atale i Superligaen. Det afslører klubbens direktør, Anders Hørsholt.

Normalt bliver tv-aftalerne i den danske Superliga forhandlet på plads af Divisionsforeningen med samtlige 12 klubber stående solidarisk bag. Men sådan bliver det måske ikke ved med at være. FC København overvejer nemlig at bryde solidariteten og i stedet gå solo. Det kan ske allerede fra den kommende tv-aftale, som endnu ikke er forhandlet på plads, men efter planen skal træde i sommeren 2012.

- Jeg har været i dialog med tv-stationer, som vil betale FCK mere end det dobbelte af, hvad vi kan få fra den nuværende, solidariske aftale. Det skaber selvfølgelig den tanke, at vi måske bør være bevidste om vores værdi. Det kunne også være, at forhandlinger ført af FCK sammen med eksempelvis Brøndby kunne give et større afkast til de øvrige klubber, siger direktør i Parken Sport & Entertainment, Anders Hørsholt, i et interview med Berlingske.

- I øjeblikket er vi en del af tv-fællesskabet i Superligaen. Men jeg vil ikke afvise, at vi en dag, måske før end vi aner, skal kigge på, om vi får den fair andel, vi er værd. Jeg ønsker ikke at lade et sponsorat passere til en alt for billig penge. Hvorfor skulle jeg gøre det med en tv-aftale, fortsætter Hørsholt.

Direktøren i selskabet bag FC København lægger i det hele taget ikke skjul på, at fløjshandskerne måske kan være på vej af. Solidaritet med de andre klubber i Superligaen er ikke en garanti. Heller ikke når det gælder FC Københavns fremtid i Danmarks bedste fodboldrække.

- Vi har et stadion med plads til 38.000 mennesker. Vi gør alt, hvad vi kan for at skabe et hold, der har kvalitet til at fylde Parken. Men når modstanderne ikke har samme kvalitet, hvad så? Der er ikke meget ved at se et hold blive rundbarberet herinde. Det er måske underholdende den ene dag, men da ikke over tid? Sport skal være spænding. Det skal ikke være ’a walk in the park’. Det er ikke attraktivt. Og det er vigtigt at skabe attraktive kampe, hvis vi skal endnu videre, siger Hørsholt og skærer ind til benet.

- Kan man skabe en attraktiv sportslig turnering på tværs af landegrænserne, så er FCK helt sikkert interesseret. Det skal vi da være, hvis det er ensbetydende med en bedre aftale for FCK, siger han.

Dermed har FC København lagt de første sten i fundamentet til en dag at forlade den danske Superliga.