FCK på træningslejr med Okore og uden Zanka
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK på træningslejr med Okore og uden Zanka

FC København hiver Jores Okore med på træningslejr, selv om forsvarsspilleren efter planen skal væk fra klubben. Mathias "Zanka" Jørgensen bliver hjemme.

FC København sætter tirsdag kurs mod Bad Radkersburg i Østrig, hvor klubben de næste 10 dage skal være på træningslejr og forberede sig til den kommende sæson, der byder på et forsvar af det danske mesterskab og en jagt på Champions League.

FC København meddeler, at Mathias "Zanka" Jørgensen ikke er med på turen. Forsvarsspilleren forlader efter planen FCK i løbet af sommeren, og derfor har han fået fri til at få den del på plads. Med i flyveren til Østrig er til gengæld Jores Okore. Den tidligere Aston Villa-spiller står ligesom Mathias "Zanka" Jørgensen foran et klubskifte, men tipsbladet.dk har fået bekræftet, at han skal med på træningslejr.

Med på turen er også nyerhvervelserne Pierre Bengtsson og Pieros Sotiriou, mens Michael Lüftner støder til senere. FC København har desuden taget fem U19-spillere med.

FC København spiller tre testkampe på turen - mod FK Partizan, Sturm Graz og FC Krasnodar.